SAMVÆR- FOR HVEM?

Artikel skrevet af formand for Børns Vilkår John Aasted Halse - Landsforeningen Børns Vilkår
- september 2000


Politiken har denne sommer bragt en artikelserie vedr. samvær i forbindelse med skilsmisse. En artikelserie, der ganske forudsigeligt har medført en række reaktioner fra skilte fædre, der alle mener, at problemet er uduelige medarbejdere i Statsamterne, hvis beslutninger altid resulterer i, at gode velfungerende fædre ikke får det samvær med deres børn, som de har krav på!

Dette er sikkert rigtigt - nogle gange! Men i debatten må man ikke glemme, at flere fædre end hidtil rent faktisk får tilkendt samvær, hvilket sker på baggrund af en hensigt om at stille fædre og mødre lige. En hensigt, der set fra børnenes synsvinkel principielt er positiv!

Man må heller ikke overse, at de hyppigste problemer i samværet er, når der er aftalt samvær, men hvor samværsforælderen (læs faderen) svigter. For af debatten kan man forledes til at tro, at den hyppigste samværskonflikt er, hvor den med barnet fastboende forældre (læs moderen) chikanerer samværet med faderen. Dette finder selvsagt sted, men der er også tilfælde, hvor den fastboende forælder med god grund er bekymret for, hvad der sker med barnet, når det er på samvær: Er barnet ladt alene mens samværsforælderen går i byen. Bliver barnet fysisk straffet, udsat for seksuelle krænkelser osv.? Skal man tro på , hvad barnet fortæller? Og reagere overfor de sociale myndigheder og Statsamtet, med risiko for at blive mistænkt for at chikanere samværsforælderen?

Det kunne være nærliggende at spørge de mange debatterende enlige fædre: Kan man slet ikke forestille sig tilfælde, hvor ’det er nok’, at der er situationer, hvor fædre rent faktisk svigter sine børn, mens de er på samvær? Eller ér det en utænkelig situation?

Mit eget svar vil være, at myndighedernes beslutninger nogle gange ud fra barnets synspunkt er urimelige og uforståelige, idet børnene tvinges til et samvær de ikke ønsker, ja som indebærer et direkte omsorgssvigt. Det interessante er, at det der efter Servicelovens §42 kan betyde, at man må vælge at anbringe et barn udenfor hjemmet, samtidig foreligger i en række samværssager, hvor Statsamtet og Civilretsdirektoratet godkender samvær med barnet. Dvs. at man i Statsamterne og i Civilretsdirektoratet ikke altid tager udgangspunktet i, hvad der er bedst for barnet. Signalerne fra politisk hold har gennem de seneste par år været så voldsomme, at fædres ret til at se deres børn er blevet klart ’overeksponeret’, når der i f.eks. Statsamterne skal besluttes. Hensynet til fædres og mødres ligestilling har været i fokus. Derfor er der børn, der lige nu lever et ganske utrygt og angstfyldt liv, fordi de er tvunget til samvær med en far - eller en mor - , hvor det er åbenlyst, at samværet ikke er til bedste for børnene. Hér kunne man med ligeså stor ret påpege misforhold i Statsamternes og Civilretsdirektorats praksis.

Dén udvidede familie, der opstår efter en skilsmisse, er en realitet i vort samfund. Men et grundlæggende spørgsmål er om skilsmisse mellem voksne er mulig samtidig med, at børn kan bevare deres oprindelige forhold til forældrene. Det kán de ikke, men et ønsket og givende samvær kan være med til sikre børnene tilknytning til begge forældrene. Helt centralt er det, at børnenes trivsel og udvikling til enhver tid er udgangspunktet. Det betyder, at det er børnenes ret til samvær med begge forældre, der er i fokus og ikke forældrenes ret til samvær med barnet.

 




retur til Nyheder             retur til Børns Vilkår mener...