Børns Vilkår mener
Publikationer
- hæfter
- foldere
- plakater
Links
Uddrag fra Børns Vilkårs hæfte:

"I skole hele dagen - om udvikling af skole, helhedsskole, SFO og skolestart"
Udarbejdet af John Aasted Halse - Landsorganisationen Børns Vilkår (april 2000)

Hæftet kan fås i sin helhed ved henvendelse til Børns Vilkårs sekretariat, tlf. 35 55 55 59 eller bestilles direkte her på vores hjemmeside til kr. 50,-.

Indledning:
En helt ny skole, heltidsskole, heldagsskole, helhedsskole, samarbejdsstrukturer mellem skole og SFO og ny skolestart, ja udtrykkene og begreberne er mange, når man drøfter formen på fremtidens skole og fritidsinstitution.

Det er vigtigt, at vore børns skole-og fritidsliv planlægges på et så kvalificeret grundlag som muligt. Et tættere samarbejde mellem lærere og pædagoger er vigtigt og måske kán børns liv blive godt i en form for heltids-helhedsskole. Men grundlaget for sådanne planer bør bygges på pædagogisk-psykologisk argumenter og viden baseret på reelle betragtninger over, hvad børn har brug i vort samfund. Og det er vigtigt, at man ikke kalder et konkret projekt for en helhedsskole, hvis det reelt kun drejer sig om en heldagsskole!

De implicerede parter må 'sætte sig omkring bordet', tage udgangspunkt i de institutionsformer vi har i dag, nøje undersøge, hvad der kan bruges herfra i en ny og måske mere helhedspræget institutionsform og så i øvrigt tænke i helt nye baner.

Netop det sidste er ganske centralt, når talen er om selve skolens struktur og indhold, for hvad enten man vil etablere helhedsskole eller ej, står skolen allerede nu med store problemer. Hér er det vigtigt, at skolens medarbejdere aktivt søger at præge udviklingen. Kun på den måde kan man modarbejde de dybt reaktionære tendenser, vi ser for tiden med henblik på at gøre skolen mere boglig, opprioritering af paratviden og den såkaldt alméne dannelse.

Afsluttende bemærkninger:
Et spørgsmål som: 'passer skolen og institutionen til de børn, der rent faktisk befinder sig der?' ér mere og mere påtrængende. Fremmes f.eks. børns oplevelse af helhed og sammenhænge? Satser man på de ting, der giver reel 'livskompetence? Svaret herpå må blive nej! For til trods for et samfund i hastig udvikling og forandring, satser skolen stadig ret entydigt på de såkaldte 'læringsorienterede' aktiviteter. Megen debat og mange forsøg beskæftiger sig langt mere med struktur end med indhold! Skolen skal og må ændre sig. Ikke mindst fordi den i sin struktur og sit indhold er dybt opsplittet, samt fordi indholdet alt for sjældent tager udgangspunkt i børnene. Det, man beskæftiger sig med, har ikke mening for børnene. Man kan sige, at skolens problem i så henseende er en 'nødvendighedens mangel'.

Den aktuelle debat om nye skoleformer reflekterer ikke de samfundsmæssige ændringer tilstrækkeligt. De fleste synspunkter er dybt reaktionære og ahistoriske De bygger på en antikveret opfattelse af læringsbegrebet og mangelfulde analyser af, hvordan samfundet har udviklet sig og dermed, hvad børn reelt har brug for. Man mener, at skolens egentlige opgave er at undervise børnene i fag og emner. Og som flere debattører udtrykker det: almén dannelse, hvormed man mener klassiske dannelsesidealer, som at sidde pænt, opføre sig 'ordentligt', lytte til, hvad de voksne siger mv. Men en proces der fører børn frem til at kunne forholde sig til viden, kunnen og samvær ud fra en personlig udvikling frem for en form for kollektiv tvang, ja dét er faktisk, hvad man kunne kalde dannelse! Vel at mærke reel dannelse frem for udvendig dannelse.

En tredie skolepædagogik
Hvor skal børn få betingelserne for at gennemløbe en sådan udvikling? Måske er det ligegyldigt, om børnene er i skole hele dagen. På betingelse af, at det der foregår, er noget børnene har udbytte af. Der skal være plads til at være sig selv, til fordybelse, refleksion og leg, men om det foregår i fritidsinstitutionen eller i en form for skole, er dybest set ligegyldigt for børnene.

Men det forudsætter , at lærere og pædagoger sammen kan finde ud af at lave en ny skole sammen. Det kræver en helt tredje form for skolepædagogik. Den rigtige er hverken lærernes eller pædagogernes! Men denne 'tredje form' eksperimenteres der kun ganske få steder med. Man ændrer på nogle strukturer og postulerer dermed, at man har en helhedsskole under udvikling. Hár man noget under udvikling er det dog oftest en heldags- eller heltidsskole, hvor man uden særlige overvejelser sælger ud af den fritidspædagogik der udfolder sig i SFOérne og fritidshjemmene.

Børnene bliver væk
Dette afslører et omfattende problem i etableringen af skoleformer og mere samarbejde mellem skole og fritidsinstitutioner. Børnene bliver nemlig væk i den konstante snak om strukturændringer, målsætninger og evalueringer. I stedet for at tage udgangspunkt i børn og deres behov er det oftere rammerne, lektionsopdelinger og antallet af voksne, der kommer til at styre det, der foregår.

Alle er mere eller mindre underlagt den vesterlandske kulturs ekstreme tidsstrukturering. Det betyder, at ikke mindst børnenes liv forekommer at være stærkt 'digitaliseret'. Vi har travlt og glemmer derfor, at børn lever i nuet. Som Jean Servan-Schreiber skriver: "Tidens paradoks er, at kun få synes, de har nok af den, skønt alle disponerer over den i dens helhed". Lidt polemisk siger han videre: "Ligesom alle andre vigtige ting her i livet lærer man i skolen heller ikke at bruge tiden ".

Vi er så at sige inde i en 'ond cirkel', fordi stress medfører, at vi har for travlt til at fordybe os, og fordybelsen indebærer muligheden for at kunne overskue tilværelsen som en helhed, som sammenhængende, ikke mindst fordi fordybelsen medfører en opmærksomhed overfor meningen med det hele!

Derfor bevæger vi os på en 'zig-zag kurs', hvor vi lader det ene utilfredsstillende værdisæt afløse det andet. Uden den historiske dimension, hvor vi på tværs af generationerne finder ud af, 'hvor vi vil hen', nærmer vi os et 'formålsløshedens tyranni', hvor tilfældighederne ustyrligt bestemmer udviklingen.