Børns Vilkår mener
Publikationer
- hæfter
- foldere
- plakater
Links
Pengene eller livet
Hvad bestemmer anbringelser af børn udenfor eget hjem - børns rettigheder eller kommunal økonomi?

Udarbejdet af John Aasted Halse - Landsorganisationen Børns Vilkår


I et forsøg på at skabe bedre rammer for arbejdet med truede børn har socialministeren varslet stramninger af lovgivningen.

Stramninger som betyder, at hensynet til børnenes behov vægtes højere, når man overvejer anbringelse udenfor eget hjem. Dette betyder, at hensynet til forældrenes rettigheder vægtes lavere, uden at der dog er tale om en væsentlig forringelse for forældrene.

Dansk Center For Menneskerettigheder og flere andre har taget skarp afstand fra denne udvikling. Men der er tale om reaktioner, der i bedste fald bygger på fejlagtige opfattelser, i værste er formuleret mod bedre vidende og på baggrund af en vanetænkning om forældres rettigheder i forhold til deres børn.

Sandheden er dén, at det på trods af gode viljer og nye regler, endnu ikke er lykkedes i tilstrækkeligt omfang at arbejde med barnet som udgangspunkt. Man kunne hævde, at et grundlæggende problem i vor lovgivning er, at den i for høj grad fokuserer på forældrenes retssikkerhed og mindre på børnenes ret til beskyttelse og trygge, udviklende opvækstvilkår.

Der er mange etiske og faglige overvejelser før, man skrider til en anbringelse, men meget tyder på, at man i del tilfælde anbringer for sent eller forkert. Børns Vilkårs viden om dette er ikke kun baseret på nogle tilfældige tv-udsendelser og enkeltsager som nogle påstår. Der er også forskningsmæssigt belæg for disse antagelser.

Nogle kan og vil hjælpes - andre ikke
At fjerne et barn fra dets far og mor er en af samfundets mest dramatiske og indgribende handlinger i en familie. Barnet mister med ét slag en stor del af sit fundament. Forældrene får sat spørgsmålstegn ved ét af de vigtigste elementer i et voksenliv, nemlig forældreevnen. Det ligger derfor i sagens natur, at man som oftest først anbringer et barn, når alle andre muligheder er udtømt. Et paradoks, da man så først anbringer barnet, når skaden ér sket. Derfor er det vigtigt, at man så tidligt som muligt søger at skelne mellem de børn og familier, der kan hjælpes indenfor familhens og den enkelte bo-kommunes rammer og de børn, som man på ingen måde kan forvente at få ud af et uhensigtsmæssigt socialt mønster. Man må støtte dem, som kan - og vil hjælpes. Resurserne skal bruges hér - og på i øvrigt at gennemføre gode anbringelsesforløb for de børn, hvor det er den eneste og rigtigste vej.

Ikke mindst tvangsanbringelser indebærer et almenmenneskeligt og juridisk dilemma: Afvejningen af forældrenes rettigheder i forhold til hensynet til barnets trivsel. Børn skal naturligvis betragtes som selvstændige individer med egne rettigheder. Hertil kan føjes, at forældreansvaret indebærer en pligt til at vise omsorg overfor barnet - og ikke en ret over barnet. Derfor betyder dét at tage udgangspunkt i barnet, at man fra tid til anden - og af forskellige årsager -"her og nu" må løse problemet ved at barnet anbringes uden for hjemmet. Måske kan socialministerens seneste udspil formindske dilemmaet.

Kvalitet i stedet for kassetænkning
Der skal dog være kvalitet i anbringelserne. Når man hører på forskellige politikere i amt og kommune får man ofte uundgåeligt dét indtryk, at der i forbindelse med anbringelser af børn uden for eget hjem i høj grad hersker en "kassetænkning". Det vækker bekymring, at disse anbringelser koster amter og kommunerne ca. fire milliarder om året! Eller sagt på en lidt anden måde: For meget! Medarbejdere i mange kommuner melder om såvel udtalte som uudtalte politiske signaler om at være tilbageholdende med anbringelser. Men det er svært at få disse medarbejdere til at stå "frem". De er simpelthen bange for deres stilling, hvis de åbent ytrer sig om disse forhold. Èt enkelt tilfælde er dog blevet voldsomt eksponeret i medierne, nemlig, hvor Sorø kommune hjemtog anbragte børn på tværs af den lagte handleplan og udelukkende begrundet i besparelseshensyn! Noget tyder på, at det eneste, der adskiller Sorø fra så mange andre kommuner, er, at hér blev det sagt højt! Andre kommuner eksporterer øjensynligt de truede familier til andre kommuner, der da belastes økonomisk, ligesom disse ikke altid er "klædt på" til at løse opgaverne med mange risikofamilier!

De økonomiske betragtninger viser sig på flere måder. F.eks. blev langt flere børn tidligere anbragt på døgninstitutioner som f.eks. skole-, behandlings- og børnehjem. Nu ligger hovedvægten af anbringelser på familiepleje og de såkaldte socialpædagogiske opholdssteder. Og det skyldes ganske givet for en stor dels vedkommende kommunernes og amternes økonomiske overvejelser. Det er en del billigere at anbringe et barn i familiepleje end på døgninstitution! Et plejefamilieophold kan typisk koste 200.000 kr. pr. år, mens en døgninstitution kan koste mere end 500.000 kr. årligt pr. barn !

Nogle børn hár brug for at være på en døgninstitution, nemlig dem der er så skadede i deres udvikling, at en egentlig psykologisk behandling er påkrævet. Der er i Danmark ca.170 døgninstitutioner. Men realiteterne er, at der gennem de seneste 10 år er nedlagt en lang række døgninstitutioner. Eller sagt på en anden måde: Den tidligere brede vifte af anbringelsestilbud er blevet meget smallere. Det bliver derfor vanskeligere at finde den rigtige placering for det enkelte barn. Faktisk venter netop nu ca. 500 børn på at komme i den relevante behandling på en døgninstitution! Og der er lang ventetid til en plads på en børnepsykiatrisk hospitalsafdeling.

Cost-benefit i anden række - barnets tarv i første
Realiserer socialministeren sit forslag om flere og tidligere anbringelser, vil det antagelig indebære flere anbringelser. Derfor begynder det at haste mht. etableringen af døgninstitutionspladser. For hvad nytter det, at reglerne giver bedre mulighed for tidligere, flere og længerevarende anbringelsesforløb, hvis vi ikke har nogen steder at anbringe disse børn???

På samme måde er det vigtigt, at der udvikles bedre forebyggende metoder i primærkommunerne, så man rent faktisk også søger at undgå at anbringe de børn, der ved en god indsats kunne blive hjemme, ligesom der skal følges op i forhold til de forældre, hvis børn ér blevet anbragt.

Det er naturligvis rimeligt, at den anbringende kommune også tager prisen med ind i sine overvejelser. Sådanne "cost-benefit" - betragtninger bør dog kun være sekundære. Grundlaget skal (naturligvis) være den faglige og menneskelige vurdering af, hvad der for barnet er det rigtige. Der ér børn, der skal anbringes, men de skal anbringes ordentligt! Børns rettigheder skal sikres såvel før som under og efter en anbringelse. Det er et politisk ansvar, at de økonomiske rammer er til stede for, at dette kan ske. Det er medarbejdernes ansvar, at anbringelser foregår på "en menneskelig ordentlig måde"!

Anbringelser må naturligvis aldrig blive et mål i sig selv, men "at tage udgangspunkt i barnet" betyder i en række tilfælde, at barnet må anbringes uden for hjemmet. Og vigtigt er det, at der skabes muligheder for at handle hurtigere, tidligere, mere effektivt og med et længere tidsperspektiv, end tilfældet er det i dag. Det er en skam, hvis uoverlagte og unuancerede indlæg i debatten, samt en for voldsom økonomitænkning skal få lov til at spænde ben for dette!