Børns Vilkår mener
Publikationer
- hæfter
- foldere
- plakater
Links
De fortsatte bånd- Reaktioner hos børn, når en forælder dør

Af Christina Grønbeck og Klavs Holm - Landsforeningen Børns Vilkår

Børn, der mister en mor eller far, har stadig brug for en følelsesmæssige forbindelse til den afdøde. Indenfor den psykologiske teori har man tidligere lagt vægt på, at forholdet til en nærtstående person bliver afsluttet, hvis denne dør. Dette har tidligere været set som en forudsætning for, at barnet senere kan knytte sig til andre i nye nære relationer.

Ny viden og omfattende interviews med børn, der har mistet en forælder viser, at det netop er vigtigt stadig at have gode følelsesmæssige relationer til den afdøde. Det kan have stor betydning for barnets evne til at knytte følelsesmæssige bånd til andre mennesker senere hen i livet.

Vi vil omtale en nyere undersøgelse af børns sorg efter tabet af en forælder (se reference sidst i artiklen). Hvor man tidligere fokuserede på, at barnet "skulle komme over tabet", for at kunne komme videre med sit liv, er nye erfaringer nu, at man med større åbenhed skal lade barnet leve med sit tab. På baggrund af børnenes egen beskrivelse af tanker, følelser og handlinger, peger undersøgelsen på nogle måder, børnene opretholder den fortsatte forbindelse til den afdøde forælder på.

"Mor er i himlen"
De fleste børn, der mister en forælder, placerer ofte den døde i "himlen", men samtidig forestiller de sig, at den døde kan se, høre, føle og bevæge sig. Mange børn mener også, at forælderen kan se dem. Over halvdelen af børnene i en større amerikansk undersøgelse fornemmede, at forælderen var tilstede både om dagen og i drømme om natten. Nogle gav udtryk for, at de godt var klar over, at forælderen var død, men at de samtidig havde et ønske om, at forælderen var tilstede.

En del børn opsøgte den døde forælder f.eks. ved at gå på kirkegården. Det skete ofte for at "tale med forælderen", og de fleste af de børn, som søgte kontakten på denne måde, gav udtryk for, at forælderen svarede - om ikke i ord, så i den følelse, børnene fik gennem samtalen.

Børnene gav også udtryk for, at de søgte at genkalde sig minder om samværet med forælderen. Dette kunne ske ved, at de udførte bestemte handlinger på samme måde, som forælderen havde gjort. Endelig fortalte mange af børnene, at de havde beholdt genstande, der havde tilhørt afdøde.

De fire relationstyper
Efter omfattende interviews over en periode på to år kunne man opstille fire forskellige typer relationer, der kan siges delvist at danne et udviklingsforløb.

Forælderen opfattet som et "spøgelse"
Her er det kendetegnende, at barnet havde et kaotisk forhold til den afdøde forælder, da denne var i live og fandt derfor ingen trøst i at mindes denne. De fortalte, at de aldrig græd. De talte aldrig om forælderen, og de fandt ingen lighedspunkter mellem dem og den afdøde. De beskrev den afdøde som et spøgelse, og fortalte også, at de ønskede, at forælderen ikke var død. Børnene fornemmede forælderen som værende "lige ved siden af mig". Det var altid forælderen, der opsøgte dem og ikke omvendt, og børnene følte sig overvågede. Forælderens tilstedeværelse blev opfattet som skræmmende, uforudsigelig og ude af barnets kontrol.

Relation gennem minder
Det eneste, der kunne bringe lindring i sorgen hos denne gruppe af børn, var minder og ting, der havde tilhørt den afdøde. Denne gruppe børn lokaliserede forælderen "i himlen" og følte sig også overvågede herfra, dog uden at det skræmte dem. De søgte ikke at kommunikere med forælderen og oplevede ikke at afdøde talte til dem. De drømte sjældent om forælderen og besøgte sjældent gravstedet. Forbindelsen til forælderen bestod mest i minder og ting, der havde tilhørt denne. Børnene talte mest om "ting, vi plejede at gøre". Som noget specielt for disse børn, gav de udtryk for mest at ligne den efterlevende forælder.

Stadig aktiv kontakt til forælderen
Et mønster med en fortsat aktiv kontakt til den afdøde var gældende for de fleste børn i denne gruppe. Også hos disse børn var forælderen "i himlen" og overvågede børnenes færden. Men de følte, at det motiverede dem til at gøre, hvad de mente ville glæde forælderen. Der var samtale med forælderen. De ældste børn mente dog, at forælderens "svar" kom inde fra dem selv. Næsten alle børnene talte om den døde med andre; de tænkte på den døde og identificerede sig med den døde. Af ydre, men også mere personlighedsmæssige træk mente børnene, at de lignede den afdøde. Børnene her var således mere aktive for at bevare, men også udvikle relationen til den døde forælder.

"Jeg er den levende arv efter min far"
Denne type forbindelse sås hos nogle børn ved det sidste interview to år efter forælderens død. Børnene bevarede tilknytningen til forælderen gennem en tilegnelse af dennes værdier, mål, personlighed eller adfærd. For nogle forekom det som en bevidst proces, for andre ikke. Børnene var ikke længere så optaget af den døde og af at kontakte denne. Følelser af tristhed og gråd blev mindre i hyppighed og styrke, samtidig med at beskrivelserne af forældrene blev mere detaljerede.

Udvikling og sammenhæng
Efter den to-års periode, hvor forskerne havde kontakt med børnene, tegnede sig et udviklingsmæssigt forløb. Det enkelte barns relation ved det første interview kunne overvejende beskrives efter en af de tre første kategorier. Når der ved de efterfølgende interviews sås en udvikling af barnets relation til den afdøde forælder, fulgte udviklingen den ovenfor angivne rækkefølge.

Den vigtigste pointe i det, børnene fortæller, er, at de fortsat har en forbindelse til den døde forælder. Det vil sige både som en lindring og trøst i deres sorg og som en udviklingsmæssig ressource. Hos de børn, hvor der forekom en fortsat udvikling af relationen til den døde forælder, viste der sig ingen tegn på psykologiske udviklingsforstyrrelser. Imidlertid sås det, at nogle børn blev hængende i én relationstype. Hos disse børn, kunne man konstatere en tilstand af vedvarende sørgmodighed.

De fortsatte bånd udgør en vigtig del af barnets udvikling
Udviklingen i den fortsatte tilknytning til den døde forælder må ses som et udtryk for barnets tilpasning til at leve med tabet. Dette kan ses som en modsætning til en traditionel forestilling om, at et tab er noget, man hurtigt skal "komme over". Det er nødvendigt for barnet at bevare et levende billede af forælderen for fortsat at kunne tænke og føle på måder, som det har gjort sammen med forælderen hidtil.

Samtidig er det vigtigt, at følelser og tanker om forælderen fortsat udvikles i takt med barnets egen tanke- og følelsesmæssige udvikling. Denne proces er ikke overstået efter f.eks. et år, men strækker sig også videre ind i voksenalderen.

Den omtalte undersøgelse findes i: Klass D. Silverman, P.R & Nickman, S.L. (eds.) (1996): "Continuing Bonds: New Understandings of Grief". Taylor & Francis.

Andet relevant materiale til institution og skole: "Omsorg - når nogen man elsker dør", Kræftens Bekæmpelse, 1996 og '98.

Børns Vilkår har udgivet nedenstående hæfte der kan bestilles på tlf. 35 55 55 59 eller direkte her på hjemmesiden.

"Når børn mister - en guide for ansatte i institution og skole"
Om børns sorgreaktioner og voksnes reaktioner på børnenes sorg. Der gives bl.a. forslag til en omsorgsplan, som kan følges, når ulykken rammer.
Af Christina Grønbech og Klavs Holm . 42 sider. 45kr.

Børns Vilkårs har etableret sorggrupper for børn i flere byer over hele landet - læs mere om det på denne side!