Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i juli
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Kærlighedens sejr
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre
Tårer og had

Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Ud af faste rammer
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Ud af faste rammer

Til min bedste veninde Mai, fordi jeg elsker dig!

"Kommer til at savne dig rigtig meget!" sagde jeg, mens jeg krammede min bedste veninde farvel få minutter før hun skulle kører mod Kolding, hvor hendes efterskole lå. "I lige måde! Det bliver så underligt uden at have dig ved min side hele tiden" svarede hun og jeg kunne hører at hendes stemme, lige som min egen, var ved at knække over. I ti år havde vi være uadskillelige, men nu gik vores liv forskellige veje og nu skulle jeg stå på egne ben, hvordan skulle jeg dog klare det? "Nu lover du at passe godt på dig selv, til jeg kommer hjem igen, ikke?" Mai havde givet slip og kiggede med sine glasøjne ind i mine, som hurtigt blev slørede. "Jo, selvfølgelig! Jeg regner med at få en sms fra dig når.. " Vi var blevet afbrudt. "MAI! Vi kører nu, ellers når vi det ikke!" råbte Mais far. Mai smilede et lille smil og sagde stille "Jeg skal nok sende en sms når jeg når frem, vi ses!" og før jeg vidste af det, sad hun i bilen og vinkede farvel.

Da jeg gik ned af deres stentrappe tænkte jeg på, hvor typisk det egentlig var, at vi fuldendte hinandens sætninger, lige som vi fuldendte hinanden. I bilen på vejen hjem tænkte jeg over de mange minder vi havde fået samlet sammen igennem tiden, og jeg lukkede øjnene, for jeg vidste, at der var ét minde der altid kunne spilles, som en film, inde i mit hoved.

Det var sommeren 2002, klokken var halv fire om natten og jeg var sammen med min bedst veninde Mai. Jeg husker at jeg havde mavekrampe, da vi lige havde haft et af vores sædvanlige gri-neflip. Hun sukkede og sagde "Ej, skal vi ikke lave noget vildt skørt?" hvorefter hun kiggede på filmene vi lige havde set. Før hun sagde mere havde jeg regnet ud hvad hun ville spørge om og sagde "Mai, det er en film. Dét gør jeg ikke!". Mai gjorde nar af vores daværende lærer "Kære børn, kom ud af jeres faste rammer, i skal udvikle jer! Se verden!". Igen grinede jeg, men blev hurtig stum da jeg tænkte på, hvad det egentlig var hun havde forslået: I filmen havde et veninde par løbet nøgne rundt, på løbehjul, i deres kvarter midt om natten. Det havde ganske vist set meget sjovt ud, men jeg kunne mærke hvordan min mavede snurrede sig sammen, som den altid gjorde når Mai pressede mig ud i noget som jeg ikke var vild med. Det lå så utrolig fjernt fra min personlighed.

Da Mai vrøvlede om hvad vi kunne lave hørte jeg ikke efter, jeg tænkte bare på, hvor mange gange dette ikke var sket før? Denne gang var det bare den ultimative udfordring. At løbe nøgne på løbehjul, klokken 4 om natten, hvad tænkte hun på? "Skal vi gøre det eller hvad!?" sagde Mai med en begejstring jeg aldrig havde hørt hende have før. "Njaa. Ved altså ikke helt rigtigt hvad jeg synes" svarede jeg og prøvede at overbevise Mai om, at det ikke var en god ide. "Kristine, du kommer ingen vegne med det der! Det er sommer, vi er seje og vi kan godt løbe nøgne ned af din vej og tilbage igen!" sagde hun, som om det var en valgkamp der absolut skulle vindes. "Jamen, hvad hvis de gamle hører os?" blev jeg ved, men Mai havde et svar på alle mine spørgsmål. På dette tidspunkt mente jeg, at hendes evne til at presse mig var det værste ved Mai. Men som jeg blev ældre fandt jeg ud af, at det var det bedste ved vores venskab. Hun havde det jeg ikke havde og omvendt. Jeg var den meget blufærdige, stille og generte pige, som aldrig havde gjort noget forkert, mens Mai var udadvendt, fræk og ballademager nummer et. Sammen var vi som Ying og Yang, meget forskellige, men uadskillelige.

Nervøse og spændte, sneg vi os ud af mit værelse og da jeg satte mine bare fødder på den kolde rist kunne jeg mærke, at jeg var ude af de såkaldte faste rammer. "Henter du løbe hjulene?" spurgte Mai og uden at svare hentede jeg dem, mens prøvede jeg at berolige mig selv med, at det var meget mørkt og at ingen ville være vågne på denne tid af dagen. Da jeg kom tilbage gav jeg hende det ene. "Smid tøjet - og løb!" Jeg smilede forsigtigt, da vi tog vores tøj af. Mai var hurtigere end mig og sagde "Skynd dig nu lige lidt, det er akavet at stå her helt splitter hans jørgen! Smid tøjet - og løb!". Jeg grinede af hende, smed mine trusser og hoppede på løbehjulet, hvor efter vi trillede ud af vores indkørsel.

Mai var ledertypen. Typen der altid var forsangeren i et band eller personen der altid havde de ord der afgjorde sagen. Jeg var overbevist om, at når vi blev voksne var Mai blevet selvstændig, tjente masse penge og måske solgte hun endda løbehjul? Det var ikke første gang jeg havde løbet på løbehjul, men denne gang var det anderledes, for det første havde jeg aldrig gjort det nøgen og for det andet havde jeg heller aldrig gjort det med Mais hysteriske grin i baggrunden. Vinden kærtegnede min krop og susede gennem mit hår, mens jeg spurtede af sted på løbehjulet.

Mai indhentede mig hurtigt, vi kiggede på hinanden og vidste at vores hemmelige mission var fuldført! Vi stoppede forpustet op forenden af min vej og jeg satte den ene fod, for at holde balancen, på den hårde asfalt. I lyset af gadelampen stod Mai, og jeg kiggede på hende mens hun prøvede at få vejret igen, hun var den eneste som nogensinde kunne overtale mig til at gøre sådanne ting. Mange gange havde jeg ønsket at jeg var som hende. Jeg ønskede at kunne komme hjem fra ferie og fortælle at jeg havde fået en masse venner, ønskede at kunne finde på sjove ideer som denne, eller i det mindste bare låne lidt af den frækhed hun altid havde haft. Vi talte tit om at kunne bytte sjæle og tilværelse, for efter vores mening var græsset grønnere på den anden side! Mai mente at hendes forældre ikke var strenge nok, og at det var derfor hun var sådan en vovehals. Jeg var enig, men jeg ønskede også at have lige så lang snor som Mai.

For at komme et skridt tættere på at blive som Mai spurgte jeg hende "Er du frisk på en rundtur i Egebjerg?" efterfulgt af et genert smil og derefter et blik direkte ned i jorden. Hun smilede og svarede "Jeg troede aldrig du ville spørge!" og så satte Mai i løb. Jeg var slet ikke overrasket over hendes svar, men overrasket over at jeg havde forslået det. Nu var der ingen vej tilbage.

Bilen på Birkeholm Jeg kunne næsten ikke stå oprejst pga. mavekrampe, da vi kom kørende ned af vejen efter min egen, som hedder Birkeholm. Mai havde sluppet styret med den ene hånd og havde råbt "På højre hånd ser vi nu Jonas' hus og det var på højre hånd!". Vi grinede, men satte farten ned da vi hørte en bil dreje ind på vejen. Jeg stivnede og kunne se at mine knoer blev helt hvide, da jeg holdte stramt om løbehjulets styr. Det føltes som en evighed og i slowmotion kunne jeg se Mai, som kørte om bag en busk, hvor hun slet ikke kunne ses! Hun råbte som en gal at jeg skulle kører indtil siden før bilen kom tættere på, men jeg var som en sten, helt urokkelig. Det endte med, at bilen kørte forbi og per-sonerne som sad i bilen så mig ganske vist helt nøgen, kun dækket af et løbehjul. Da bilen, efter at have passeret mig, drejede ind i en indkørsel var det som om at jeg vågnede op og kunne se, at Mai ventede på mig nede for enden af vejen. Jeg skyndte mig at løbe derned og pludselig blev det hele meget sjovere.

Mai grinte så meget, at jeg ikke kunne holde masken og mens vi kørte ned af Egesholm svor jeg på, at folk sagtens kunne have været blevet vækket af vores høje grin. På vores vej kørte vi forbi børnehaven vi begge havde gået i, skolen, hvor vi var sammen evig og altid, og sidst men ikke mindst Lines hus, hvor vi begge havde fået vores første kys - af den samme fyr! Det gik op for mig, hvor meget betydning og værdig vores venskab havde. Hvor stor en del af mit liv Mai egentlig var. Hvis jeg et øjeblik prøvede at forestille mig en hverdag uden Mai ville den ikke give mening. Vi gjorde alt sammen.

Til sidst kom vi tilbage til min indkørsel og jeg sagde stolt til Mai "Tænk engang, for en halv time siden sad vi inde på mit værelse og snakkede, se hvor vi er nu?!". Jeg kunne hører på Mai, at hun var begyndt at fryse og derfor klaprede hendes tænder en smule da hun svarede "Ja! Tænk på, at der er nogle stakkels mennesker der har set dig nøgen!?". Vi grinede igen, tog vores tøj på og gik indenfor. Der var ingen tvivl om, at vi var stolte, ligesom der ingen tvivl var omkring hvor længe vores venskab ville holde, for altid.

Vi lå længe og roste hinanden til skyerne over vores seneste præstation, men som minutterne gik trængte trætheden sig på. Sådan endte vores aftener altid. Efter en sjov dag følte vi os altid trætte, men denne aften kunne jeg ikke sove. "Sover du?" Der gik ikke længe før der var helt ro på mit gule værelse, hvor to små piger lå udmattede på hver sin luftmadras. Tankerne fløj af sted. Det var disse øjeblikke jeg nød med Mai. Vi kunne lave alting sammen, men det vi var bedst til var at lave ingenting. Nogle gange kunne vi bruge eftermiddage på at ligge på et tæppe ude i haven og bare kigge på himlen. Helt stille kunne vi aldrig blive, så engang i mellem sagde den ene en kommentar som "Se, skyen der til højre ligner en hest!", den blev ofte besvaret med et enkelt ord : "Ja".

Sådan et øjeblik havde vi også den nat på værelset, men jeg besluttede at sige noget jeg havde haft på hjertet hele dagen. "Mai, du ved godt at du er min bedste veninde ikke?" sagde jeg stille mens jeg pillede ved min sengelampe. Der blev ikke svaret, så jeg tog det som en hentydning til at snakke videre. "Du er den bedste ven man kunne tænke sig. Jeg ved at der er ingen i hele verden der kunne mig til at løbe nøgen på et løbehjul midt om natten!". Jeg smilede for mig selv og tænkte at det var nu eller aldrig. "Jeg elsker dig!" fik jeg sagt, på en akavet måde, men jeg havde aldrig været god til at sige sådan nogle ting ansigt til ansigt. Der kom stadig intet svar.

Træt rejste jeg mig op i sengen og gentog fortvivlet "Mai?". Mit syn mødte en pige, som var faldet i søvn med åbne øjne, for sådan sov Mai. En ting jeg altid har været meget fascineret af, hvordan kunne hun bærer sig ad med at sove med åbne øjne? Hun var virkelig noget særligt. Jeg lagde mig ned i sengen igen og tænkte på, at det var mærkeligt at hun var faldet i søvn, især fordi hun ikke havde brokket sig lyset der kom fra gadelampen, som stod lige udenfor mit vindue.

Men jeg var stolt af mig selv. Ikke alene havde jeg løbe nøgen på løbehjul denne nat, men jeg havde også fået sagt, at jeg elskede min bedste veninde. Jeg vidste godt, at hun sov da jeg sagde det, men hun havde åbne øjne, det måtte da tælle for noget? Med et smil på læben lagde jeg mig til rette og det sidste jeg husker er, at jeg følte mig lykkelig.

 

bv@bornsvilkar.dk