Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i juli
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Kærlighedens sejr
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre

Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Tårer og had
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Tårer og had

Hun trak håret til side, stak to finger i halsen og kastede op igen. Så kunne der da ikke være mere tilbage dernede. Hun kom på benene. Trak ud. Vaskede ansigtet, før hun så sig i spejlet. Hvem var hun? Pigen i spejlet. AN kunne ikke genkende hende. Når hun så ind i sig selv var det en helt anden pige hun så. Pigen derind var mørk, sort, død. Pigen i spejlet var lyshåret. Hendes trøje var hvid og pæn. Hendes øjnefarve havde hun aldrig kunne bestemme og gad heller ikke. Hun huskede svagt engang hvor hun kunne genkende den pige som sig selv. Men det var vidst længe siden. Pigen inden i var en helt anden. Hun kunne blive vred. Hun var vred. Hun var vred på hele verden. Og på gud. Pigen i spejlet var venlig. Hun kunne fremtvinge smil til alle og hun hjalp de andre fra klassen med lektier. Pigen i spejlet burde gå i skole og lave lektier. Det gjorde hun i hvert fald førhen.

Nu. nu tvang hun sig selv op om morgenen og tvang sig selv til at udholde hver eneste time i skolen. Hun tvang sig selv til at lave sine afleveringer. Nåede det også kun lige. Der var ingen koncentration i timerne og ingen overskud til at læse de daglige lektier. For inde bag den pæne facade, var mørket. Hun følte hun var ved at drukne. Det hele slog hende ihjel. Hvert eneste hjerteslag smertede. Hvert eneste åndedrag gjorde ondt. Hun vidste hvor pillerne var. Hun vidste de ville standse smerten. Men hun kunne ikke. Ikke af frygt for døden. Men af pligt. Af pligt overfor en hver hun holdt af. Hver gang tanken fløj gennem hoved på hende så hun sin mor græde. Hun mærkede hvordan hun ville have svigtet sin lillebror. Hendes bedsteforældre. Sine fætre og kusiner, blandt dem var hun den ældste. Alle dem ville hun svigte. Og sin far. Ham ville hun svigte mere end nogen anden. Selvom han burde kunne forstå.

Hun børstede tænder og gik ind på sit værelse. Ingen behøvede vide noget. Ingen ville opdage noget. Hun vidste det på forhånd. Hun hev skole tasken frem, men tog ikke lektierne op. I stedet fandt hun det ark hvorpå hun i sin historie time havde skrevet de ord der for første gang fortalte præcist hvad hun følte. I hate I look into the mirror and I hate the girl I see I hate her for no reason, except that she is me. I hate the girl I see, when I look into the mirror I hate her eyes they look so sad I hate her tears they make me mad I hate her lips who never smile. I hate her look. Or maybe not I guess I just hate her. And most of all, I hate her for everything she is. I hate her every move. I hate her every choice, she makes so wrong decisions. I hate the way she wastes her life, she doesn't live at all. I hate the way she wastes her time like she doesn't fear the fall. I hate her because she doesn't even try. I hate her for wasting her life like she would rather die. I hate her for being alone I hate her for being no one I hate her for being the one, they never see But most of all: I hate her for being me.

Det havde taget hende måneder at nå så langt. Men nu var ordrerne der. Det var alt hvad hun følte. Had. Had mod sig selv og mod alt hvad hun var og alt hvad hun gjorde. Det gav hende kvalme at læse det igen, men hun vidste der ikke var mere at kaste op. Hun stoppede arket ind under hoved puden. Tårerne kom tilbage. Dem hadede hun også.

Hun tørrede dem hastigt bort da hun hørte sin mor komme ned af trappen. Hun gik i gang med at rydde lidt op. Hendes mor bankede på døren der som altid stod på klem. AN vendte sig mod døren og smilede. Der var ingen grund til at hendes mor skulle se hun var ked af det. Men hun så det vidst alligevel. Hun kom ind og de satte sig på sengen. "Er det det med far?" Spurgte hendes mor. AN rystede på hoved, men begyndte så at græde. Det var godt hun havde en undskyldning (eller en løgn var det vel) hun kunne bruge og som ingen stillede spørgsmålstegn ved. Hendes far var syg. Havde kræft. Cancer. Bare ordene skræmte hende. "Han skal nok klare den." Hviskede hendes mor mens hun hav AN indtil sig. "Jeg er bange." Hviskede AN. Hendes mor nikkede og holdt hende lidt tættere ind til sig. "Det skal nok gå." De så på hinanden og hendes mor smilede. "Det er jeg også." Hun rejste sig.

"Det er sent. Du bør se at komme i seng. Hvad tid skal du møde i morgen?" "8.15! Godnat." AN fandt sit nattøj og hendes mor begyndte at lægge vasketøj i fyrrummet ved siden af. Hendes lillebror kom hjem. Han var 15 og havde lige fået en kæreste. AN lagde sig i seng og lyttede til larmen i gangen. Hendes lillebror satte musik på, hendes mor bad ham slukke inden hun gik op af trappen.

AN faldt ikke i søvn med det samme. Hvorfor havde hun dog kastet op? Det var første gang. Og hun vidste, at fra nu af ville det kun blive lettere at gøre det. Hadet flammede stadig derinde. Sammen med kulden og tomheden. Tomheden pressede tårerne ud. Der var ikke plads derinde til dem. Det føltes også dom om tomheden var ved at springe hende indefra. Det var den der fik hjerteslagene og åndedragene til at smerte noget så grusomt. Hun drejede sig om på siden og så ind i væggen.

Livet var uretfærdigt. Det vidste hun godt. Sådan var det bare. Hendes far havde kræft. Han havde været syg så længe. Kemo, stråler, snart en operation. Det hele ville ingen ende tage. Det blev bare ved og ved og ved i en uendelighed. Hun var begyndt at tvivle på hun nogen sinde ville få en rask far igen. Og det blandet med sin egen håbløshed og smerte var mere end hun kunne bære. Gad hun overhoved leve mere?

Der blev råbt godnat oppe fra trappen. Og lyset på trappen blev slukket. Endelig mørke. Tårerne ville ingen ende tage. Hun græd sig selv i søvn.

Næste dag havde hun det bedre. Det hjalp altid at græde. Hun skrev endnu engang lidt i en time. Ikke helt så deprimerende. Men hun havde aldrig brudt som om poesi og at hun pludselig selv skrev det passede hende ikke. Jeg mærker smertens tåre. Jeg græder inden i. Jeg længes mod en tid, som bare er forbi. Jeg længes mod den varme sommer Længes mod den tid som kommer Længes mod en dag Hvor jeg kan se tilbage Og se at jeg er nået langt Langt bort fra nu. Langt bort fra smerten. Langt bort fra den som jeg nu er. Jeg mærker smertens tårer. Men jeg græder ikke. Jeg mærker dem slukke flammen. Den flamme som viser vejen. Vejen til mit håb. Jeg føler mig så ensom. Her i mit tavse mørke. Jeg føler mig så Lost!. Så faret vild. I et mørke jeg ikke forstår.

Efter de første par timer gik hun fra skole. Hun gik op i byen og gik bare rundt. Hun holdt øje med klokken. Hun var nød til at være hjemme som hun ellers ville have været det hvis hun var blevet i skolen. Hun hadede sig selv for bare at stikke af fra skole på den måde. Hvorfor havde hun denne trang til at flygte? Og hvorfor kunne hun ikke længere styre noget af det.

 

bv@bornsvilkar.dk