Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenSitemapBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejlet
Film, bøger og musik
Vinder i september
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Prinsessens drøm
Den ensomme pige
Kærlighedens sejr
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet

Svigtet
Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Svigtet
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Svigtet

Jeg elsker min far, selvom han er alkoholiker.

28. februar 2006 Det er en mandag eftermiddag, jeg har lige fået fri fra en 6 timers lang skoledag; hvor jeg har været oppe kvart i 6, for at kunne nå bussen halv 7. Så allerede er jeg ved at være godt træt. Det er en af de varmere dage, trods det er midt om vinter. Jeg har lige sagt farvel til Nadine som havde fulgt mig, og været med mig ude at handle. Jeg kan høre, at Lucky har hørt, at jeg kom. For nu står han indenfor og gør ihærdigt, som om jeg ikke hurtigt nok kan komme hen til døren. Så stikker han hovedet ud af kattelemmen, den tossede hund, bare han en dag ikke hænger fast. Jeg stiller posen og finder min nøgle frem. Jeg låser op, og går ind. Lucky er helt oppe at kører, som om det var flere år siden han havde set mig sidst, selvom det kun er en uge siden sidst.

Jeg siger hej til ham, og går ind og tager jakken af, hænger den op i gangen. Det hele dukker pludselig op i små dele. Jeg vil ikke huske! Jeg ønsker bare at glemme de ting der gang på gang kommer frem. Der lugter strengt af, hundehår, indelukkethed, sorg. Den tunge luft får mig til at huske. Min onkel er kommet, han skal nede og købe kaffe, for vi har åbenbart ikke mere. Han må ikke åbne en ny flaske. Det lovede han min onkel, men han gør det alligevel. Min mor har givet mig jakke på, og jeg er i gang med at tage sko på. Min mor er bange, det kan jeg mærke. Min far er sønderknust. Men jeg har ikke ondt af ham. Ikke meget. Lige pludselig har han hende op af væggen, han står og holder om hendes hals, siger at hun ikke må forlade ham. Han slipper. Min mor går væk. Skræmt. Min mor tager mig i hånden, vi går ud af døren, jeg vender mig om. Min fars ansigt kan jeg se i vinduet. Det ansigt vil jeg aldrig glemme. Så fyldt med sorg. Som om han ville have mig til at vende om, at jeg skulle overbevise min mor om at gå ind igen.

Jeg forstod ikke helt hvad der skete. Vi tog ned til stationen. Men der kørte ingen toge, så vi ringede efter en taxa. Så kunne vi sidde der. Så tog vi ned i min mormors ældrebolig. Også sov vi der om natten. Næste morgen hentede far os. Som om der intet var sket.

Jeg er ikke rigtig oplagt til sådan en dag, som i dag kommer til at blive. Jeg ved der er så mange ting som jeg burde gøre ved det, men der er bare ikke noget som jeg rigtig tør at gøre. Jeg skammer mig over mig selv. Lucky er smuttet ud for at undersøge haven. Utroligt, at han kan have den energi. Jeg går ind og sætter tasken på gulvet. Der lugter ikke videre godt og der ligger hår over det hele, og opvasken fra jeg var der sidste gang står der stadig. Jeg kan mærke det som et stik i hjertet, jeg troede han var begyndt og kunne klare sig selv lidt.

Jeg åbner køleskabet, som hver gang jeg er der, mest af alt for at se hvad der er derinde. Om han har drukket det, der stod derinde fra sidste gang. Der kommer en slem lugt da jeg åbner det. Jeg kan umeldbart ikke se at der er noget galt derinde. Men da jeg kigger ordentligt efter kan jeg se at nogen af de appelsiner vi købte for nogen gange si-den er helt grå af mug. Flere af de tomater der lå derinde er også for gamle, og er så småt begyndt at rådne. Jeg sætter de ting ind om jeg lige har været ud og købe i dag. Suppen i fryseren også bare resten ind i køleskabet, og de skaber hvor tingene nu ellers hører til i. Jeg undrer mig over hvad han egentlig lever af, for der er aldrig noget i køleskabet, eller jo der er smør. Men der er ikke noget brød. Fra fryserne bliver der heller ikke taget noget. Det er ikke til at forstå.

Nå, men jeg tager de ting ud som er for gamle. Tænker lidt over hvordan han ikke kan have opda-get, at de var for gamle. For den stank der stod ud da jeg åbnede køleskabet var. for mig nok til at vide, at der var noget derinde som ikke var som det skulle være. Igen skete der..

Jeg vil ikke huske de her ting. Alle de gange vi har grillet. Jeg hadede det. Min mor brugte hele dagen på at gøre ting klar til om aftenen. Også skulle min far nok ordne grillen. Det kunne han aldrig. Eller også gad han ikke. Eller så var han faldet i søvn ovre i en havestol, og der ville han så ligge resten af aftenen. Og noget af natten med, indtil enten jeg eller mor hentede ham ind. Og fik ham lagt på gulvet med et tæppe over sig. Der var aldrig nogen god stemning for mig når vi skulle grille, det var aldrig hyggeligt. Der var noget der gik galt hver gang. Til sidst holdt vi næsten bare op med at grille, eller jeg var ikke hjemme når vi skulle. For han startede inden gæsterne kom, selvom min mor sagde han skulle lade være, bare denne gang. Så gjorde han det mens hun var i bad. Og når han først var startet kunne han ikke stoppe igen.

Så går jeg ud med det i skraldespanden, og henter den skraldespand der stod inde i køkkenet og smider også den ud i den store skraldespand. Så går jeg ind igen, sætter en ny pose i. Jeg tjekker lige om der skulle stå noget opvask nogen steder. Så tømmer jeg de askebægre der står rundt omkring, og vasker også dem. Så nu er opvasken væk. Jeg kigger rundt, ser at kattene ikke har hverken mad eller vand. Jeg vasker skålene af og begynde og finde deres mad frem, da de kan hører at jeg piller ved deres skåle, så kommer de begge løbende. Sætter sig ned tæt på mig. Og venter på jeg får hældt maden op. Jeg sætter skålene ned igen.

Følelsen af at ligge oppe i sengen, føle at maven slog så mange knuder så jeg bare ønskede at jeg kunne rive den ud. Jeg prøvede også, kan jeg huske. Prøvede at rive neglene ned i noget, så jeg kunne tænke på noget andet. Hver gang min far og mor skændes, så flygtede jeg op på sengen. Jeg var bange hver eneste gang. Min mave slog knuder og jeg følte at jeg skulle brække mig. Efter noget tid plejede min mor at komme op og undskylde for min fars opførsel, men han gjorde det aldrig selv. Jeg forstod det ikke. Men ville også hellere have at det var min mor der kom op end min far.

Jeg sætter mig ned i hjørnet af køkkenet og kalder på Lucky, så kommer han og smider sig ned mel-lem mine ben. Så driller jeg ham lidt og kæler ham lidt. Tænker at jeg savner ham utroligt meget derhjemme. Så rejser jeg mig op, mens jeg tænker over hvad jeg nu skal gå i gang med. Jeg går ind i stuen, begynder og rydder lidt op, ligger tingene på plads. Smider de planter ud som bare er helt håbløse. Og resten prøver jeg og give lidt vand for at se om de skulle kunne blomstre op igen.

Så tænder jeg for musikken, jeg kan ikke klare den stilhed som der ligger over huset for tiden. Det er som om at den kvæler mig. Jeg har ladet døren stå åben, for at se om der ikke kunne komme lidt ilt ind, men det hjælper ikke rigtig endnu. Jeg synes ikke der er nogen stemning i huset mere. Det er utroligt som jeg kommer til at tænke på det hver gang jeg er her. Jeg har prøvet at puste lidt liv ind, men det er som om den langsomt dør ud. Jeg har mange gange prøvet at fjerne stilheden, den stilhed som lå over huset når mine forældre havde skændes. Men jeg kunne ikke, lige meget hvad jeg sagde så lettede den ikke. Jeg kunne mærke den stilhed som noget tungt på mit hjerte. Jeg følte med begge parter. Jeg følte begges smerte. Men Jeg kunne intet gøre, jeg kunne jo ikke sige, at jeg forstod, jeg kunne kun gemme mig selv væk, og håbe at stemningen snart lettede. Jeg følte mig skyldig, jeg kunne ikke ordne det, også var jeg skyl-dig. Jeg følte mig skyldig over min fars problem, det gør jeg stadig. Det må være min skyld.

Jeg går lidt udenfor, det er jo som sagt dejligt vejr, og solen skinner. Jeg begynder at rydde lidt op i bryggerset, de gamle papkasser står foran den store fryser, og rummet virker helt fyldt. Jeg opgiver. Der er for meget til at jeg kan løfte det, jeg kan mærke at min ryg begynder og spænde af at være her. Så jeg går ind i køkkenet og begynder at rydde op på de ting der ligger på bordet. Alle de gange hvor jeg skulle gå ud efter noget og drikke.. det hadede jeg, jeg følte det som om at jeg hjalp min far, som om at jeg førte det videre. Jeg gik til svømning. Det hadede jeg også. For jeg skulle hver gang lyve for min mor når vi kom hjem. Fordi det sagde min far, at jeg skulle. Jeg skulle lyve for mig egen mor! Vi ville kører ind på en tankstation, min far ville spørge om jeg ville have noget med, næsten hver gang sagde jeg nej. Min far gik ind, købte en guld øl og en gammel dansk. Jeg hader den lugt. Når vi så var omkring 2 km. fra hjemme ville han standse bilen, og bede mig smide flasken ud af vinduet. Så tage en halspa-stil så lugten gik væk. Så kom vi hjem. Jeg vidste, at min mor vidste, at han havde drukket. Hun vid-ste, at jeg vidste hun vidste det. Men min far lod som om intet var galt. Men et eller andet sted hå-ber jeg at han også vidste det. Jeg håber at min far følte skam. Jeg håber at han fortryder det han ødelagde i mig.

Jeg går ovenpå, håber at jeg dog der kan finde bare en smule tryghed. Men deroppe virker der ligeså dødt i huset som alle andre steder. Jeg husker at have sagt til min mor, da mit værelse var tømt, at det ikke er mit værelse længere, stemningen var væk. Det var utrolig sandt, jeg har endnu ikke haft lyst til at være der længere tid af gangen. Jeg går hen til vinduet, kigger lidt ud, og sætter mig op i den vindueskarm hvor jeg så mange gange før har siddet. Klokken er ved at være derhenad, hvor han burde kommer hjem fra arbejde, men man kunne jo aldrig vide.

Følelserne vælder igen op i mig. Der var mange gange hvor jeg har ønsket min far død. Hvor jeg har ønsket at han aldrig ville ven-de tilbage. Jeg ønskede, at det bare ville være mig og min mor for evigt, uden at han skulle komme og ødelægge det hele. Men hver dag kom han alligevel hjem. Jeg ønsker min egen far død, hvilken datter er jeg så? Han havde så mange gange nævnt, at han gerne ville have at jeg kom ned og sagde hej når han kom hjem. Men jeg gjorde det ikke.. sagde jeg ikke havde hørt det, at jeg lige var i gang med noget an-det. En god datter ønsker ikke noget ondt for sin far. En god datter vil komme løbende ned af trappen og siger hej hver dag når hendes far kom hjem. Men det kunne jeg ikke, jeg ville ikke. Så jeg var ikke en god datter.

Jeg kan se bilen komme, og jeg går nedenunder. Siger hej til ham når han kommer ind ad døren, og han giver mig et kram, siger han er glad for at se mig. De gange jeg har hørt han elskede mig havde han drukket.. Han var ikke sig selv.. Han troede ikke jeg kunne mærke det.. han troede jeg ikke vidste det, men jeg vidste alt når det gjaldt ham. Hans mobil ringede, det var en af hans venner, fra arbejdet nok. På en måde er jeg glad for de rin-ger, men alligevel ikke. Det gør mig rastløs. For jeg kan jo ikke bare gå, og hvad skulle jeg lave. Jeg forstår ikke hvad jeg førhen har lavet i huset. Det virker som om der er helt tomt og uddødt. Jeg sætter mig ned på en stol og begynder at skrive på min mobil, det er ikke særlig socialt, men hvad skulle jeg ellers lave?

Dengang min far fik besøg af sine venner, men min mor ville ikke have at de var der. De var også meget væmmelige, men vi brugte en hel dag oppe i sengen. Og når jeg skulle hente noget så sagde min far grimme ting om min mor. Jeg elsker min mor over alt på denne jord, jeg fik lyst til at sige noget igen, men turde ikke. Dem der var kommet havde en stor hund med, der fik Lucky op og kø-rer. Jeg blev bange for hunden, men min far gjorde ikke noget. Og der lugtede grimt. Så havde de ikke mere og drikke, også gik de et andet sted hen. Min mor og jeg lå stadig oppe i sengen, jeg kun-ne ikke finde på noget og lave, ikke fordi der manglede ting, men fordi den smerte der var i mit hjer-te dækkede over alt. Jeg prøvede og være glad, jeg prøvede at lade være med at tænke på det. Men det gjorde så ondt. Jeg lagde mig ind på min seng, krummede mig sammen og ønskede at dette kun var en drøm, jeg bad til gud. Lad dette være en drøm, lad det ikke være virkelighed.

Men der var ik-ke nogen gud til at lindre det. Ingen gud til at får det hele til og gå væk. Den smerte min mor følte, følte jeg også. Når hun prøvede at lette stemningen. Men hendes forsøg virkede ikke, det gjorde ondt i mit hjerte. Jeg ville jo bare gerne have at det hele var godt. Hvorfor var det ikke det? Da min far og hans venner gik, sad mig og min mor og så efter dem. Min mor ventede lidt og sagde at hvis de ikke var tilbage inden en halv time så tog vi bilen og kørte af sted. Da der var 5 min til-bage af den tid min mor havde sagt sad jeg og håbede han ikke ville komme tilbage. Jeg håbede at de ville blive væk, så vi kunne tage af sted. Men så dukkede de op. Desværre, det blev jeg ked af. Jeg forstod ikke hvorfor de kom tilbage, jeg ville bare væk.

Den byrde der lagde sig på min var stor, jeg ville ønske jeg bare kunne hoppe ud af vinduet. Vi skulle altid spille normale.. Hvorfor skulle vi det.. vi var ikke normale, vi var ikke som en normal familie skulle være. Jeg kunne mærke det. Vi var en familie der skulle passe sammen, vi lod altid som om alt var fint, selvom alle der var der allerede kendte til problemet, men ingen snakkede om det. Jeg fik lyst til at sige til min far at han ikke måtte gøre det mere, men jeg turde ikke. Hvad nu hvis det bare var mig der tog fejl, hvad nu hvis alle familier var sådan her? Og at det var normalt, jeg ville ikke dumme mig, så jeg holdt min mund.

D. 25. maj 2006 Det er dagen efter sidste skoledag, jeg er helt smadret. Jeg har fået lavet et eller dumt med ryggen. Min veninde og mig havde forberedt os hos min far dagen før. Så hun skal lige med ind og hente si-ne ting, også er hun gået igen. Jeg går ovenpå og begynder at rydde op i mine egne ting. Det slår mig pludselig at jeg egentlig ger-ne vil bytte værelse med min far, da det er hårdt og fyldt med minder at være på mit eget. Så jeg ringer til min far, der er hos min onkel. Jeg spørger om det er okay. Allerede der kan jeg mærke at der er noget galt, jeg kan mærke det første ord, vil ikke tro på det. Men alligevel begynder mine øjne at fyldes med vand. Jeg kigger på mig selv i spejlet og tænker, at nej, det ville han ikke gøre. Det skal nok gå, det er bare mig der har hørt forkert.

Jeg får lov til at flytte om som jeg vil. Det går jeg så i gang med, det er dumt når ryggen har det så skidt, men jeg bliver nødt til at lave et eller andet. Jeg kan ikke bare sidde. Jeg når og rykke en del om. Så går jeg ned og laver mig en smule mad, spiser den. Også sætter jeg mig lidt ned hos Lucky, tænder fjernsynet og ser en film.. Eller jeg starter på den. Så kommer han hjem..

Jeg kan mærke det med det samme. Det rammer mig. Helt inde i hjertet. Men jeg giver ham en chance, det kan jo være det bare er mig. Han begynder og spørge om forskellige ting. Jeg kan lige nå at svare også har han spurgt om det samme igen, han siger at det fordi han er ved at blive gammel. Men jeg ved godt det ikke er derfor. Alligevel lader jeg ham snakke. Jeg svarer ham, jeg siger at han har spurgt før. Han bliver sur og tier stille. Han spørger for 3. gang om jeg er sulten. Han skal ned og købe mad på pizzeriaet, klokken er kun 3. Jeg ved godt det ikke er det han skal. Men jeg siger noget jeg gerne vil have, også går jeg op.

Jeg tænker hele tiden "hvad skal jeg gøre" både frygt, sorg, magtesløshed slår ned over mig, jeg vil bare væk! Jeg pakker tasken, jeg overvejer bare at løbe. Som så mange gange før, jeg ønsker at løbe, løbe fra det hele, bare aldrig tænke igen. Løbe! Løbe! Løbe! Men jeg kommer ingen vegne. Jeg løber ikke. Mine forældre skændes, han har endnu engang udbrudt hvorfor jeg altid holder med min mor, hvor-for vi altid slår os sammen. Han skælder mig ud for at gå fra et skænderi der ikke har noget med mig at gøre, eller har det? Men jeg er oppe på værelset nu, det gør ondt inde i hjertet, men jeg prø-ver at lukke det ude. Prøver bare at glemme det, jeg har umådelig meget lyst til bare at hoppe ud af vinduet, og løbe. Bare løbe væk, jeg ved ikke hvorhen, jeg vil bare ikke være her mere. Vil bare væk, men jeg bliver. Som om jeg er bundet, jeg kan slet komme væk.

Jeg hører bildøren, og ved at det er for sent. Han kommer hjem, begynder og spise. Det samme gør jeg. Det jeg ville mere end noget andet, var at sige til ham hvor ondt det gør, også bare komme væk. Men jeg kan ikke, jeg sidder bare og spiser. Du begynder at snakke om, at da jeg ikke kom i tirsdags græd du i to timer. Jeg vil bare sige, at jeg har grædt uendeligt mange timer over ting du har lovet og ikke holdt. Men i stedet siger jeg und-skyld, og at, det er jeg ked af. Han begynder at spørge om ting igen, igen og igen. han siger han ikke kan huske, at han har så mange bekymringer. At der er så mange ting om ørerne for tiden. Jeg spørger om han kan komme med til min dimission d. 21. Han forstår ikke hvad jeg mener. Men spørger om jeg kan passe hus fra d. 20-21, fordi der skal han noget med arbejdet, det siger jeg, at jeg ikke kan. Han bliver vred, det kan jeg se. Jeg siger, at det kan han ikke forvente, at jeg bare kan. Jeg tror ikke han vil gøre mig noget, men jeg bliver bange.

Jeg siger til ham at jeg vil skrive til mor at jeg vil hjem. Siger bare det fordi jeg har ondt i ryggen. Det er ikke derfor. Jeg går ovenpå, prøver at tage mig sammen. Men lige meget hvad begynder tårerne at stige op i øj-nene på mig. Jeg niver mig selv i armen, trækker vejret dybt og går roligt ned igen. Jeg går ud og skyder lidt med luftpistolen, bare for at få tiden til at gå. Tænker, at hvis jeg nu tøm-mer den, så kan han ikke få nye kugler i. Så sker der ikke uheld.

Endelig er min mor kommet, han bærer min taske ud. Han er sur, jeg sørger for jeg ikke krammer ham farvel. Min mor skynder sig at køre, hun kan se hvor langt væk han er. Jeg behøver ikke engang at sige no-get.

08-11-2006 Det er nu virkelig lang tid siden jeg skrev disse, og havde glemt alt om eksistensen af dette doku-ment. Det føles som om det er en fjern oplevelse, et overstået kapitel. Og alligevel, selve smerten har jeg gemt væk, under et tykt tæppe eller jeg har ladet den komme frem, og den er sluppet ud. Jeg ved det ikke, jeg er i tvivl om jeg er færdig med at være ked af det, jeg er i tvivl om jeg burde holde en pause og bare tænke på mig selv.

Jeg er bange for at træffe det forkerte valg, og jeg er bange for at binde mig. Jeg tør ikke tænke over hvordan det ville være at binde mig til en dreng, gøre ham til en del af mit liv. Jeg tør ikke lade nogen komme ind, og dele det her med mig. Jeg følger at jeg lader andre men-nesker bære min smerte med mig, at jeg ligger en byrde på dem som ikke tilhører dem. Jeg er kommet videre, jeg kan være sammen med min far uden at tænke tilbage, jeg har ikke den dårlige samvittighed mere, ikke overfor ham. De sidste gange jeg har været hos ham har han ikke drukket, og han siger han er stoppet helt. Hvilket virkelig glæder mig, jeg tror nu også på ham. jeg prøver i hvert fald at lade mig selv stole på, at det han siger, er sandheden. Jeg håber, at jeg ved at tage mig min tid kan bygge et godt forhold op til mig selv, at jeg kan lære at elske mig selv og være stolt af den jeg er, og hvad jeg står for. Dette kræver samtidig også, at jeg ved hvad det er jeg vil stå for, hvornår det er jeg vil tage mine kampe.

Jeg har på det sidste år haft en del flirt, jeg har haft forelskelser som viste sig bare at være nysger-righed. Jeg har flere gange måtte tænke mig grundigt om, for hver gang når jeg begyndte at blive en smule glad for en, så lavede jeg rod i det. På den ene eller anden måde, jeg holder min afstand ved at have gang i flere på en gang. Jeg er en af de største spillere jeg kender. Den eneste der egentlig har holdt er mine følelser for en bestemt dreng, der nu har holdt i 10 måne-der, men selv der har jeg store tvivl, jeg frygter at den eneste grund til den vedblivende interesse er at spændingen endnu ikke er blevet udløst. Hvis jeg engang var sammen med ham, og fandt ud af, at jeg måske ikke har de følelser jeg tror jeg har, så ville jeg have snydt mig selv i knap et år. Ikke nok med det, jeg ville også have ført ham bag lyset.

Jeg frygter, at hvis jeg begynder at holde af folk vil de dolke mig i ryggen. Jeg har faste venner og veninder, som jeg ikke frygter dette med og med dem ved jeg at jeg kan føle mig tryg. Men vil jeg kunne føle den samme følelse med en dreng jeg forelsker mig i, i det mindste inden der er gået nog-le år? Eller burde jeg bare vente til de år er gået, også se hvordan jeg er til den tid? Den ene dag har jeg en anden opfattelse end den næste. Jeg føler mig usikker ved mine egne valg, men de er og bliver mine, og så må jeg derefter forholde mig til konsekvenserne.

27. december 2006 Han skuffede mig. Nu drikker han igen.

 

bv@bornsvilkar.dk