Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenSitemapBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejlet
Film, bøger og musik
Vinder i september
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier

Prinsessens drøm
Den ensomme pige
Kærlighedens sejr
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Prinsessens drøm
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Prinsessens drøm

Der var engang en konge, der havde en smuk datter, en meget køn datter, en fantasifuld datter. Der var alt hvad man kunne ønske sig i hende. Kongen var meget lykkelig over at have så dejlig en datter, men var hans datter selv lykkelig?

Ser du... kongen gav aldrig lov til at komme ud. Hun måtte ikke rejse et sted hen. Hun måtte ikke en gang bare komme ud i deres egen have, for tænk nu hvis hun stak af, blev bortført, eller blev væk, så ville kongen nok dø af sorg, for han var jo så glad for hende, og hun var det dejligste han ejede. Hun måtte da kun åbne et vindue på klem.

Prinsessen havde tit plaget sin far, om at komme ud at mærke friheden og den friske luft. Da svarede han: "Friheden kan jeg ikke give dig, men hvis du ønsker masser af frisk luft, skal jeg nok skaffe det til dig. Men du for ikke lov til at komme udenfor. Tænk nu hvis du... bla, bla, bla..!" "Jamen far! Jeg bliver jo ikke væk, og jeg bliver ikke bortført, og jeg stikker skam heller ikke af... hvis du dog bare gad at stole på mig," svarede prinsessen. Der blev stille på prinsessens værelse og kongen gik ud af prinsessens værelse.

Næste morgen kom kongen ind til prinsessen. Han havde ikke lukket et øje hele den lange nat, for han var så bekymret for sin datter! "Far jeg låser mig inde i al evighed, hvis du ikke lader mig mærke friheden og komme ud!" Hun mente det ikke rigtigt, men kongen skulle tro på det, og det gjorde han også! "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige?" svarede han. Han var nemlig helt forvirret! "Kan du ikke lade mig tænke til i morgen, så skal jeg nok komme med et svar!" sagde han. Og sådan lød aftalen.

Hele den lange dag tænkte kongen over hvad han skulle gøre. Han ville have hjælp til at sige det rigtige, så han tilkaldte en gammel kone, der var meget klog. I landet fandtes kloge koner, men de var alle optaget. Denne kone var ledig, men hendes forsøg med trolddom og kloge ord til folk var ikke altid gået alt for godt. Men havde brug for hende, hun var jo den eneste kloge der kunne hjælpe ham.

Den gamle kone kom med det samme. Kongen fortalte hende det hele, Og hun svarede: "Ærede konge... jeg giver nu mit råd for hvad du skal sige til hende... lad din datter komme ud i friheden, det vil være det bedste svar," mente hun. Kongen forstod. Han havde ikke andet valg. "Men..." sagde den gamle kone, "hvis du ser fem sorte fugle, flyve i et V på himlen, så ved du... AT DIN DATTER ER DØD! Alt vil give dig besked." Kongen vidste nu hvad han skulle sige og vide, og konen gik igen.

"Du er fri, min datter," sagde kongen den næste dag. Datteren kunne ikke tro sine egne ører. "ER DET RIGTIGT?" sagde hun... Og den dag så man en glad prinsesse ude i det fri. Hun blev væk i flere dage og sov i byen, og kongen vidste hvor hun var. Kongen kiggede altid ud over himmelen, for at se de fem sorte fugle, danne et V. Men intet V, og kongen var tryg.

Der var gået 2 år, men kongen havde vænnet sig til ikke at være så bange og utryk. Men en aften skete der en del. Kongen var ude at gå en lille aftentur, selvom himmelen var mørk. Han beundrede sin pragtfulde have, med alle blomsterne. Han kiggede for en sikkerhedsskyld op modhimmelen, men der var ingen fugle, for himmelen var sort.

Hvis du synes det lyder mærkeligt, så lyt med. For oppe på himlen fløj der faktisk, fem sorte fugle, og de dannede til sammen, ET STORT OG VÆMMELIGT V! Kongen kunne ikke se dem, og V'et, fordi det var så mørkt. Men de var der. Og kongen gik glad hjem, uden den mindste tanke om fugle og himlen. Heller ingen andre på slottet og i landsbyen så fuglene, men det gjorde den gamle kone. For hun havde sådan et godt syn. Selvom man ikke skulle tro det. "Ak, nu falder endnu en stjerne," sagde hun.

Næste dag kom den gamle kone forbi kongen for at fortælle hvad hun havde set. "DU LYVER!" råbte kongen. "Nej, deres majestæt, jeg så det!" Kongen kunne ikke gøre andet end at tro på hvad hun sagde. Men han græd! Så bitterligt meget. Kongen ville nok aldrig blive sig selv igen. Han græd, og han græd. Og alle dem på slottet græd da også. Og alle i hele verden (næsten) fik at vide den sørgelige nyhed om prinsessen.

Kongen gik og tænkte på sin kære prinsesse. Ingen vidste hvor hun var. Men hvor lå hun mon og var død? Hvad døde hun af? Var der ingen der havde set hende? Kongen gik og sagde at han snart døde af sorg. Han ville ikke kunne leve når hans datter lå død et sted, og heller ikke leve med alle de spørgsmål! HVAD SKULLE DET IKKE ENDE MED?

Nu var der gået tre år, og kongen var stadig ikke død. Han kunne ikke bestemme sig. Han var forvirret, men havde hjerne og tålmodighed til at vente på oplysninger (hvis der var nogle) om hans datter. Men hør nu engang. En dag kom en rask pige, med sin mand ved armen. Ingen vidste hvem hun var, men prinsessen var det ikke! "HVOR VOVER DU OG DIN MAND AT KOMME HER PÅ MIN EJENDOM? JEG HAR IKKE TID OG LYST TIL GÆSTER!!!" råbte kongen op for han var sur! "Måske skulle du ikke være så sur, men takke mig. Hør nu her, deres majestæt. Kom med hen til landsbyen. I en lille hytte langt væk, Meget langt væk, helt i udkanten af landsbyen, venter dig det fineste guld, de smukkeste svaner, og den dejligste musik! "Hvad skal jeg bruge alt det til, jeg vil bare have min datter!" sagde kongen, men... han fulgte med alligevel.

I landsbyen var der mylder og skubben. Alle ville se kongen, så de fulgte med ham i en lang række af massen og skubben. Hu og hej hvor det gik. Op af bakker og ned igen. Og thi nu stod de ved hytten. En grim lille hytte. Den var ikke helt så pæn, men man kunne sagtens bo i den. En kat kom gående ud fra hytten, og snoede sig op ad kongens ben. "Gå så væk!" råbte han til katten, "gå så væk, dit dumme bæst!" Men katten blev siddende. Kongen opgav! "Hvor er alle de ting du lovede mig?" spurgte kongen. "Ja, hvor er alle hans ting?" spurgte folket, og kiggede på den raske pige med sin mand ved armen. "Inde i huset," svarede hun. Og alle stormede ind i huset. "LAD MIG KOMME TIL!" råbte kongen og maste sig ind. Kongen kiggede ind, og der midt ved et bord sad hans dejlige prinsesse. Så fint som guld, så smuk som en svane og som det dejligste musik! "Min prinsesse! Så var du altså ikke død.

Åh! Aha.. når.. AHA! DEN GAMLE KONE HAR SNYDT MIG! Det der med de fem sorte fugle passede ikke. Vagter! Sørg for at hun for en straf. Ingen skal fuppe kongen og nogen andre her... men sig mig hvem er du egentlig, dig... pige..øh? Ja, pige!" spurgte kongen. "Det er min hofdame, far! Der er gået tre år hvor jeg har været her, fordi at du skulle lære, at se at jeg godt kan klare mig, uden for slottets mure. Du skulle se at jeg nu er blevet stor, og det tror jeg du har nu! Men nu trænger jeg til at komme lidt hjem igen. Hofdame, tag katten med hjem, vi kan næsten ikke undvære den nu, hvor vi har været sammen med den i tre år!"

Om aftenen blev der holdt en kæmpe fest som varede i 8 dage. Prinsessen var nu kommet hjem og alle var glade. Og som ekstra velkomst var der tre gaver til hende: Af kongen fik hun en skinnende ring. Af den raske pige fik hun en ny balkjole. Og af den gamle kone, som havde fået lov til at være med til festen, fik hun en lille fugl. Konen fortalte at fuglen var en kærlighedsfugl. Og man ville straks blive forelsket i en når man nu bar' kærlighedsfuglen. Men hvis fuglen ikke var der ville han eller hun straks lade være med at være forelskede.

Prinsessen fortalte ikke kongen det, for nu, var han glad, og det fik han lov at være. Men henne i et hjørne sad Karoline, den stakkels tjenestepige, som ingen gad at have, fordi de sagde at hun var kedelig. Prinsessen gav Karoline den lille fugl. Den var cirka 1 centimeter lang. Den blev sat fast i Karolines armbånd. Prinsessen fortalte hende hemmeligheden, og Karoline var meget glad!

Nu så en flot mand Karoline i den flotte kjole, smilet og fuglen. Han spurgte straks om hun ville danse. Karoline grinede, og prinsessen blinkede. De dansede i lang tid, men efter ville den flotte herre kysse tak for dansen, men hvad var det armbåndet var ved at glide af og PLUDSELIG faldt det af! Men herren kyssede hende og de stod hånd i hånd. Det åbenbart ægte kærlighed! Det var ikke armbåndet der havde virket, men Karoline selv. Nu var Karoline glad og dansede videre med herren.

Prinsessen var også glad, og gik hen og gav sin far et ordentlig knus! Festen fortsatte.

 

bv@bornsvilkar.dk