Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i juli
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Kærlighedens sejr
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet

Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Livet går videre
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Livet går videre

Det var mandag. Det havde liget ringet ind til første time, vi skulle have dansk. Lige for tiden havde vi emnet "døden," som vi alle sammen var meget påvirket af. Vi snakkede om hvordan det var at miste en man holdte af, og hvordan det ville være hvis en fra klassen døde. Det var der det gik op for os hvor meget vi holdt af hinanden, og hvor ulykkelige vi ville blive hvis den én af os to døde "jeg ville ikke kunne leve uden dig" sagde du "det samme her" svarede jeg. Det meste af timen sad vi bare og skrev sedler til hinanden, og aftalte at være sammen efter skole.

Bente, vores lærer opdagede det og blev sur "hvor mange gange har jeg ikke sagt til jer to tøser, at i kan vente med jeres små problemer til frikvarteret?" spurgte hun "øh, et par gange" svarede jeg "og i har stadig ikke forstået det. Næste gang bliver i sendt udenfor døren," da hun havde sagt det fortsatte hun med undervisningen.

I frikvarteret snakkede vi videre om hvad vi skulle efter skole "hvad med at planlægge en fed aprilsnar til Bente?" spurgte du og fniste "den er jeg med på" grinede jeg. Vi startede allerede der med at komme med gode idéer, men vi syntes ikke rigtig om nogen af dem. Det skulle være årets bedste aprilsnar, for ligesom at få hævn for de gange hun har læst vores hemmelige sedler op, eller bare skældt os ud for at have skrevet dem. Klokken ringede og vi havde fri. Vi styrtede med det samme hjem for at planlægge aprilsnaren, det skulle forberedes til mindste detalje. Vi fortsatte med at komme med en masse idéer, og ligesom i skolen kunne vi ikke rigtig finde en god en.

Efter nogle timer havde vi endelig planlagt den mest geniale aprilsnar, og glædede os allerede til at komme i skole dagen efter. Der var ingenting der kunne gå galt. Vi aftalte at mødes hjemme ved mig den næste morgen inden vi tog i skole, for at sikre os at alt var parat. Derefter sagde du farvel og tog hjem.

Den næste morgen ventede jeg på dig i lang tid, men du kom aldrig. Jeg tænkte at du nok havde glemt det, så jeg gik derfor alene i skole. Jeg havde glemt at holde øje med klokken, og kom derfor et kvarter for sent. For pokker hvor blev Bente sur. Hun truede med eftersidning, opkald til mine forældre, og en snak med inspektøren, der var bare ikke nogle af tingene der blev til noget. På det tidspunkt hørte jeg heller ikke rigtig efter. Jeg havde med det samme jeg trådte ind i klasseværelset set, at stolen ved siden af min var tom. Det var der du plejede at sidde, jeg blev lidt bekymret men tænkte at du nok bare var syg, det var bare lidt underligt at du ikke havde ringet og sagt det, for det plejede du. Muligheden for at du ikke kunne ringe var der, men så ville du jo også have været meget syg.

Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig i de første to timer, og frikvarteret tilbragte jeg på en bænk for mig selv. Vi to var jo altid sammen i frikvarteret, bare os to helt alene, og når du ikke var der havde jeg ikke lyst til andet end at sidde for mig selv og tænke. Jeg overvejede at finde en anden mulighed for at lave aprilsnaren på Bente, for nu da du ikke var der ville den ikke kunne blive lavet medmindre jeg ændrede lidt på den. Jeg blev dog enig med mig selv om at lade være med at lave noget om på den, for det var én vi to havde planlagt sammen, så syntes jeg også vi skulle være fælles om at lave den på Bente.

Da klokken ringede ind var jeg så lang inde i min egen lille drømme verden at jeg ikke hørte den. Jeg gik først ind da jeg ved et tilfælde lagde mærke til at jeg var den eneste udenfor. Da vi skulle have Bente igen, fik jeg endnu en skideballe for at komme for sent 2. gang den dag. Det rørte mig nu ikke så meget, jeg var lidt ligeglad med at jeg missede et par minutter af timen. Jeg havde alligevel ikke lært noget på det korte stykke tid.

Da vi endelig havde fået fri styrtede jeg hjem for at ringe til dig, men du tog ikke telefonen. Jeg sendte også en million sms'er, og fik heller intet svar på dem. Jeg overvejede at gå over til dig, men jeg skulle på arbejde og kunne ikke nå det, medmindre jeg ville risikere at blive fyret. Det havde jeg ikke specielt meget lyst det, for det var sådan jeg tjente mine penge til vores mange shoppe ture. Derfor cyklede jeg på job, i stedet for at besøge dig.

Jeg tjekkede min mobil konstant for at se om du havde svaret, men der var ingen beskeder eller opkald fra dig. Jeg var stille på jobbet, og det lagde chefen mærke til. Han begyndte at spørge mig om alt muligt, og jeg svarede bare kort på det hele. For han ville alligevel ikke have forstået det hvis jeg havde sagt at jeg var trist fordi jeg havde en veninde der ikke svarede på mine sms'er. Han ville sikkert bare starte på hans lange fortælling om, at man sagtens kunne leve uden det apparat, og den gad jeg ikke høre en gang til. Sent på eftermiddagen da jeg havde fået fri, cyklede jeg hurtigt hjem, for det kunne jo være at du havde ringet.

Da jeg kom hjem så jeg at dine forældres bil holdte i indkørslen. Jeg smed min cykel få meter fra døren og løb ind. Jeg troede du var med, men det var du ikke. Dine forældre sad i køkkenet og snakkede med min mor. De så alle sammen meget alvorlige ud, og jeg fik en dårlig fornemmelse i maven. Da min mor fik øje på mig sagde hun: "sæt dig ned, vi skal fortælle dig noget" jeg gjorde som hun sagde, og satte mig ved siden af hende.

Det var der jeg så tårerne i dine forældres røde og forgrædte øjne. Jeg vidste med det samme at noget var galt "vi har en sørgelig nyhed" snøftede din mor "i går på vej hjem blev." så sagde hun ikke mere, men begyndte i stedet at græde meget. Min mor fortalte resten. Hun sagde at da du havde cyklet hjem fra mig i går var du blevet påkørt af en bil der kørte alt for stærkt, og ikke havde set dig. Hun sagde at du var blevet kørt på sygehuset med det samme, men at de ikke kunne rede dig. Du havde slået hovedet så forfærdeligt meget at der bare ikke var noget at gøre.

Da hun havde fortalt det grinede jeg bare "det her er bare en eller anden dum aprilsnar ikke?" spurgte jeg, men min mor og dine forældre, grinede ikke, de så stadig ganske alvorlige ud, og din mor græd bare endnu mere end før. Da gik det op for mig at de talte sandt.

Jeg styrtede med tåre i øjnene ind på mit værelse og låste døren. Det kunne bare ikke passe. Du kunne ikke bare sådan dø og forlade mig alene tilbage. Jeg lagde på min seng med mit hoved begravet i puden, og græd. Sådan lagde jeg i lang tid i mens jeg tænkte på alle de gode minder vi havde haft. Vi havde kendt hinanden så lang tid jeg kunne huske, og havde altid været de bedste veninder, og nu var du der lige pludselig ikke mere. Jeg kunne bare ikke fatte at det var slut med at blive oppe den halve nat og snakke om lækre drenge, og andet tøsesnak. Jeg havde ikke længere en til at trøste mig, og være ved min side når jeg var ked af det. Alle de hemmeligheder vi delte, hvad skulle der blive af dem nu? Og hvem skulle sidde ved siden af mig og skrive hemmelige sedler for at gøre Bente sur? Der var ikke længere en til at grine med mig på de dårlige dage, for ingen kunne grine sammen som os to.

Da jeg havde ligget med hovedet i puden i et stykke tid fandt jeg vores fotoalbum frem. Bare det at se billeder af dig, mindede mig om alle de gode timer vi havde tilbragt sammen. Lige fra vi var små, og jeg kunne huske hver eneste lille detalje. Billederne blev mere og mere utydelige, fordi tårerne blev til flere og flere. Min mor havde flere gange banket på og bedt mig om at lukke op, men jeg gjorde det ikke. jeg sad bare på min seng, og knugede den bamse du engang havde givet mig hårdt ind til mit hjerte. Der har du altid været, og det vil du blive ved med. Jeg vil aldrig glemme dig.

Det var først den næste dag hvor det sådan rigtig var gået op for mig at du var borte. Jeg havde fået lov til at blive hjemme fra skole, for jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at lave noget som helst. Jeg tilbragte hele dagen med at ligge i min seng i den pyjamas jeg engang havde lånt af dig, men som du aldrig havde fået igen. Selvom jeg havde haft den så lang tid, duftede den stadig af dig, for jeg havde aldrig vasket den. Min mor lod mig ligge og sagde at jeg bare skulle komme hvis jeg ville snakke om tingene. Måske kunne jeg godt have haft brug for det, men jeg havde på det tidspunkt mest af alt lyst til at blive liggende.

Hen på dagen faldt jeg i søvn, og drømte den dejligste drøm. Vi to var sammen nede på stranden, helt alene og vi hyggede os, snakkede og pjattede som vi plejede. Jeg var så glad, og drømmen virkede så virkelig, men jeg fandt hurtigt ud af at det bare var en drøm da jeg igen vågnede, og så på billedet af os to på lejr, med en masse våde pletter fordi jeg havde grædt.

Det sværeste var nu din begravelse, som jeg selvfølgelig var blevet inviteret med til. Det var med åben kiste, og det var rigtig hårdt at se dig ligge der, uden at bevæge dig eller trække vejret. Dine hænder var bare foldet fint, og lagde på din mave. Jeg stod længe og kiggede på dig, og alle de dejlige minder dukkede på ny frem. I mine tanker sagde du at jeg nok skulle komme videre, og at du havde det godt der hvor du var nu. Jeg begyndte at tro at jeg var ved at blive skør, og fortalte min mor det dagen efter. Hun sagde at det var helt normalt, og at jeg bare skulle lade dig "snakke," så det gjorde jeg derfor.

Jeg lagde en rose ned i din kiste og tog for sidste gang din hånd for at sige ordentligt farvel. Uden at jeg selv kunne kontrollere det begyndte jeg at snakke til dig. Jeg fortalte hvor meget jeg elskede dig, og at jeg et eller andet sted også var sur på dig fordi du bare havde forladt mig. Jeg fortalte hvor bekymret jeg havde været for dig i skolen, og at jeg først havde troet det var en aprilsnar at du var død. Den sidste del undskyldte jeg også mange gange for. Jeg mærkede en hånd på min skulder, det var min mor. Hun sagde at det var på tide at sige farvel og lade de andre komme til, så det gjorde jeg. Din hånd var stadig i min, og jeg knugede den en sidste gang og sagde derefter farvel, og satte mig tilbage på min plads.

Da jeg stod ved din grav og så dig blive sænket ligeså stille ned i hullet, blev det alt alt for meget for mig. Jeg begravede mig hoved i min mors arme og hulkede som aldrig før. Tårerne trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke få et ord sagt. På det tidspunkt tænkte jeg overhovedet ikke, jeg græd bare. Ikke en gang da min mor, sagde at du var begravet, og at vi skulle hjem, flyttede jeg mig. Mor gav slip på mig, og jeg satte mig på knæ foran din gravsten. Jeg sagde til min mor at hun bare kunne gå hjem. Jeg havde brug for at være alene. Det gjorde hun så, og da hun var gået kom der en god følelse i min krop.

Jeg kunne på en måde mærke at du var der. Selvom jeg godt vidste du lagde nede i kisten, under jorden, kunne jeg stadig mærke at du var hos mig, at jeg ikke var alene. Jeg begyndte igen at snakke til dig, og fornemmede igen at du også svarede. Du sagde til mig, at selvom du ikke kunne være ved mig, ville du altid være i mit hjerte, og lige meget hvor lang tid der gik, ville du ikke forsvinde derfra. Det trøstede mig meget. Det at vide at du altid ville være hos mig, gjorde mig lidt gladere. At miste dig var hårdt, men jeg vil aldrig glemme dig.

 

bv@bornsvilkar.dk