Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i juli
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Kærlighedens sejr
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip

Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Flugten fra far
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Flugten fra far

"Kostskole? Du må jo være gal!" Jeg kiggede trodsigt op på min far og snerrede med sammenknebne tænder, "Jeg bliver hvor jeg er!" "Nej du gør ikke!" Råbte far, og lavede en pludselig bevægelse med sin hånd, der fik en vase til at falde på gulvet, og smadre med et knald. "Du ryger ud! Jeg kan ikke holde ud at have dig i huset mere, du er helt umulig!" Hvislede han med et ondskabsfuldt blik. "Tror du jeg syntes det er sjovt at bo her?!" Skreg jeg hysterisk. "Hvis ikke det var for mor, var jeg flyttet hjemmefra for mange år siden!" "Utaknemmelige møgunge" Skreg han, og langede ud efter mig, og før jeg kunne nå at flygte, havde han hevet mig helt hen til ham, i min arm, og stak mig en ordentlig lussing så der gav genlyd i lejligheden.

Sådan var det hver dag. Hvis jeg ikke gjorde hvad min far sagde, eller var "uartig", fik jeg en ordentlig en på siden af hovedet. Tårene steg op i mine øjne, og jeg løb grædenede ind på mit værelse, og smækkede døren hårdt i. Jeg kastede mig fortvivlet på sengen, og begravede mig under dynen. Hvor jeg dog HADEDE den mand! Den eneste grund til at jeg blev der hjemme var mor. Vi holdt sammen. han tæskede også min mor, så i de hårde tider måtte vi hjælpe hinanden. Det nyttede ikke noget for mor at prøve at aftale skilsmisse med far, sidste gang hun nævnte det, gik han amok, og skubbede mor så hårdt ind i væggen med hovedet først, at hun måtte på hospitalet, med alvorlige hjernerystelser. Mor og jeg havde også hviskende snakket om at flygte, de aftner hvor far lå pløre fuld, og snorkede foran tv'et. Men mor er for blød. Hun siger han ikke kan klare sig uden os, og det passer vel også, for han er arbejdsløs, og uden mor ville han ikke have penge til husleje, eller til at købe sprut for, og mor kunne simpelthen ikke bare efterlade ham alene og fortabt, selvom han var så grusom.

Mens jeg lå under dynen og tænkte som en gal på hvad jeg skulle gøre for at slippe væk, ringede min mobil. "Hallo?" Sagde jeg med halvkvalt stemme. "Hej skat, det er mor." Jeg blev glad da jeg hørte det var hende, og sukkede lettet ind i røret. "Hør skat, jeg står her nede på vejen, jeg har en god plan til endelig at slippe væk fra far". Hun lød meget nervøs da hun sagde det. Jeg hoppede ud af sengen og kiggede ud af vinduet, og der stod min mor og vinkede nervøst. "Jeg har ringet til en afvænningsklinik, og de kommer og henter far om en time". Sagde mor hastigt. "Tag en skraldepose, og sig du løber ned med skraldet, så venter jeg i bilen, og vi kan stikke af". hun snøftede højlydt ind i røret. "Og far bliver ikke efterladt uden en chance!" Jeg rystede over hele kroppen, tænk hvis det virkeligt lykkedes! "Mor, jeg,..." Begyndte jeg, "nej skat, der er ikke tid, du skal komme ned nu!" Sagde hun, og smækkede røret på.

Jeg puttede min mobil i lommen, og gik ud i køkkenet, og tog skrælde posen. "Far jeg,.. jeg går ned med skr-skrældet." stammede jeg nervøst. "Så gør du da lidt nytte". Sagde han og kiggede surt på mig. Jeg gik ud af døren og smed skrældeposen på jorden, styrtede hen mod min mor som holdt og ventede på mig. Tårerne strømmede ned af mine kinder, det var underligt at lade far ligge der, mens han troede jeg gik ud med skræld, og i virkeligheden ville efterlade ham for altid, også selvom jeg hadede ham. "Så så, skat." Sagde mor og tændte bilen. "Det skal nok gå. Vi starter forfra et andet sted, bare dig og mig. det skal nok gå alt sammen,..." Mens jeg kørte væk i bilen, og så min gamle lejlighed blive mindre og mindre, som vi kom længere og længere væk, blev jeg mere rolig, og tænkte at det nok skulle blive godt at starte forfra et nyt sted, bare mor og mig alene, uden far, uden tæsk, og uden kostskole.

 

bv@bornsvilkar.dk