Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i juli
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Kærlighedens sejr

En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > En piges had
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

En piges had

Det hele stod på i mange år, men for ca. 2½ år siden blev det for meget. Du var flyttet til Frankrig med din kone, og der var i forvejen ikke så meget kommunikation mellem os. På fødselsdage, og andre mærkedage ringede du aldrig. Jeg var efterhånden blevet ligeglad, men inderst inde var jeg trist. Jeg havde hele tiden den samme tanke: "betyder vi overhovedet noget for dig?". Selvom jeg gerne ville, kunne jeg ikke besvare spørgsmålet.

Da storebror skulle konfirmeres, takkede du ja til invitationen, og han glædede sig til du skulle komme. Han besøgte dig og din svigerfamilie nede i Frankrig et stykke tid inden den store dag. Det var en gave fra bedsteforældrene. I havde det meget hyggeligt, og jeg var glad på hans vegne. Jeg havde igen fået en lille gnist af håb, om at du ikke var helt ligeglad. Den forsvandt igen da du dagen før hans konfirmation ringede og meldte afbud. Det er fandme det jeg kalder i sidste sekund. Mor og storebror, fik begge tårer i øjnene. Bror fordi han havde glædet sig til dit besøg, og mor fordi hun var sur.

Jeg vidste ikke om jeg skulle blive sur eller ked. Jeg vidste bare at det du havde gjort ikke blev tilgivet foreløbig. Det kan bare ikke passe at du først lige havde fået at vide, at du skulle arbejde på konfirmationsdagen. Jeg satte mig ind på mit værelse og uden jeg vidste af det, trillede der tårer ned af mine kinder. Trods det at jeg vidste du ikke var det værd, kunne jeg ikke stoppe. Jeg havde ondt af storebror, og samtidig var jeg bare så sur. Søndag hvor bror blev konfirmeret var en fantastisk dag. Han var glad lige fra han stod op, til han gik i seng, og vi hyggede os hele dagen. Jeg glemte helt min vrede og nød bare at se storebrors glade ansigt.

Tiden gik og det blev sommer. Vi havde ikke hørt så meget fra dig, og jeg anede egentlig ikke hvordan du havde det. Vi ringede engang i mellem for at høre til hvordan det gik, for ellers havde vi da mistet kontakten helt. Da det blev min fødselsdag fik jeg mange "tillykke opkald", men ingen fra dig. Hver gang telefonen ringede, håbede jeg et eller andet sted at det var dig. Efter en masse opkald, uden nogle fra dig forsvandt håbet igen. Jeg faldt i søvn med en vrede så stor at den ikke kan beskrives. Lillesøstrenes fødselsdag gik ligesådan, men jeg tror ikke at de tænkte over det. Jeg kunne bare ikke lade være, selvom jeg godt vidste at det var spild af tid. Du plejede ikke at ringe, så hvorfor skulle du også gøre det den dag?

Til jul kom du til Danmark. Du boede i Århus hos nogle af dine venner. Vi havde inviteret til julefrokost og du lovede at komme. Da alle andre var ankommet og du stadig ikke var der, ringede vi på din mobil. Det var først efter nogle forsøg at du tog den, og meddelte at du desværre ikke kunne komme alligevel. Jeg blev sur og på samme tid enormt ked af det. Jeg fatter ikke hvordan du kunne få dig selv til det? Da du så dagen efter kom med tømmermænd fik jeg nok. Jeg sagde hej til dig, men så heller ikke mere. Hvis jeg havde sagt andet, var jeg flippet ud, og begyndt at tude.

Som årene gik, blev det hele bare værre. Jeg begyndte lige så stille at hade dig. Du blev skilt fra konen og flyttede tilbage til Danmark, i en lejlighed i Århus. Jeg tænkte at det hele nok ville blive bedre nu da du boede i samme land som os. Det viste sig hurtigt at jeg tog fejl. Da det blev min tur til at blive konfirmeret, inviterede jeg også dig og din kæreste. Der gik lang tid uden jeg hørte fra dig, og jeg håbede inderst inde at du ikke kunne komme. Det var den bedste konfirmationsgave du kunne have givet mig. Bare at lade være med at dukke op. Blive hjemme i Århus, og lave noget andet. Det var du jo alligevel blevet så god til. Det kunne have gjort dagen endnu bedre end den var. Jeg ved godt det lyder hårdt, men det er ingenting i forhold til de følelser du har givet mig. Følelsen af vrede og tristhed er de eneste følelser du har givet mig i lang tid.

Bedstefar fortalte at du godt kunne komme, og at du havde sendt en mail til mig. Jeg tjekkede, men min indbakke var tom. Selv min gamle mailadresse som jeg ikke havde brugt i lang tid tjekkede jeg. Heller ikke der var der noget nyt. Jeg vil ikke sige at det ikke var muligt at du havde sendt en mail, men helt ærligt. Når du nu ikke havde fået noget svar fra mig, kunne det da ikke være så svært at ringe og sige det?

På selve dagen, mødte vi jer udenfor kirken. Jeg kunne lide Stine, lige fra første øjeblik jeg mødte hende. Hun var så naturlig og rolig. Slet ikke ligesom dig. Du ønskede mig tillykke, og det var næsten også det eneste du sagde til mig hele dagen. Jeg besluttede at jeg ikke ville lade dig ødelægge min dag. Jeg havde set frem til den i lang tid, og det skulle du ikke lave om på.

Efter kirken tog vi hjem, hvor der var dækket op til hele familien. Jeg læste telegrammer og åbnede gaver, imens udestuen var proppet af folk der spændt kiggede på. Du tilbragte tiden med at sidde udenfor på en stol og ryge. Fuldstændig ligeglad med hvad vi andre foretog os. Jeg måtte endda lede efter dig for at sige tak for gaven, og jeg tror ikke engang du havde været med til at købe den. Kun elastikken fra H&M, da det var sådan noget du plejede at give os i julegave. Fødselsdagsgave fik vi jo ikke.

Du spillede til en sang som nogle andre i familien havde lavet. Om du havde været med ved jeg ikke, men jeg er nu ikke sikker på at du var. Jeg husker at du sagde farvel inden du tog af sted. Det var den sidste af de tre sætninger du havde sagt til mig den dag. Du havde derimod snakket meget med storebror. Jeg er lidt ligeglad med at du foretrækker ham frem for mig, men at du lukker mig fuldstændig ud sårer mig altså rigtig meget.

Stine havde i løbet af dagen snakket en del med mig, og vi var jo stadig lidt fremmede overfor hinanden. Hun krammede mig også da i tog af sted. Du sagde bare farvel og gik. Jeg hørte ikke fra dig før til jul. En lille mail kunne vel ikke have skadet? Jeg indrømmer at jeg heller ikke havde sendt nogen til dig, men lysten til det var ligesom forsvundet. Alle de gange hvor du bare har ignoreret mig og ikke engang smilet når du har kigget på mig. Det blev bare for meget.

Til jul inviterede dig og Stine familien til Århus. Jeg glædede mig til at se Stine, ikke dig. For jeg havde hele tiden den tanke, at nu skulle jeg igen udsættes for din ligegyldighed. Hvis jeg var kommet ud for en ulykke på vej derop, havde du garanteret været ligeglad. Hvorfor bekymre sig om mig, når du holder mere af resten af familien? Jeg overvejede kraftigt at spille syg, så jeg kunne slippe for at være i nærheden af dig. Jeg kunne bare ikke bære at sidde og kigge på at du snakker til alle andre, og interessere sig for deres liv.

Modvilligt tog jeg med derop. Du sagde da hej til mig da jeg kom, men det var også alt. Hele dagen, alle de timer vi var hjemme ved jer sagde du ikke andet. Du lagde ikke engang mærke til at jeg havde forandret mig, siden sidst vi sås. Jeg havde fået krøller, og var begyndt at gøre mere ud af mig selv. Stine kommenterede det, sagde at det så godt ud og spurgte til hvor og hvornår jeg havde fået det lavet. Trods det at du gik lige ved siden af sagde du ikke noget. Du vendte dig bare om og kiggede lidt.

Jeg snakkede en del med Stine om alt muligt. Du sagde ikke en lyd til mig, du smilede ikke engang. Det eneste der kunne fange din opmærksomhed var Henrik. Jeg synes at det er fedt i kan så godt med hinanden, og jeg forstår godt hvis du hellere vil snakke med ham end med mig. Det er bare ikke sjovt at blive lukket ude af dit liv, og føle at du er ligeglad med hvad jeg foretager mig. Mette og Rikke gav du heller ikke så meget opmærksomhed. De lægger bare ikke mærke til det, og de har heller ikke den samme følelse som jeg har.

Da vi skulle til at hjem, sagde Stine farvel, krammede mig og sagde at hun glædede sig til at se os igen 2. juledag. Du sagde farvel til alle de andre, og selvom jeg stod lige bagved dem sagde du ikke noget til mig. Jeg kunne mærke tårerne, og gjorde alt for at holde dem inde. Et farvel er en lille ting, men den fylder meget for mig. Du havde ikke snakket til mig hele dagen, og nu kunne du ikke engang sige farvel. Jeg var knust, og selvom du kiggede på mig, så du ikke engang den tåre der løb ned ad min kind. Jeg gik hurtigt ned ad trapperne for at familien ikke skulle se at jeg græd. Udenfor tørrede jeg tårerne af min kind.

Da vi endelig var kommet hjem satte jeg mig ind på værelset. Jeg kunne ikke længere holde det tilbage. Jeg græd meget, tænkte hele tiden at du ikke var de tårer værd, men jeg kunne ikke holde dem tilbage. Du var så kold overfor mig imens vi var hjemme ved jer. Jeg var ikke kun ked af det, men også sur. Som jeg plejede at være når jeg havde været i nærheden af dig. Der er jo en grund til mit had. Det eneste du har gjort for mig, er at gøre mig trist og vred. Det gider jeg bare ikke være. Jeg vil gerne have et normalt familieforhold til dig. Snakke med dig og have det hyggeligt når vi besøger jer i stedet for at blive ked af det og græde.

Det er sket næsten hver gang jeg har været i nærheden af dig. 2. juledag, hvor vi skulle ud til bedsteforældrene gik på samme måde som alle de andre. Du sagde hej til mig. Jeg takkede pænt for den julegave jeg fik at dig og Stine. Du svarede mig da også, men sagde ikke så meget andet til mig den dag. Lige fra du trådte ind ad døren, ville jeg bare gerne hjem igen. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Du skulle selv prøve at have den følelse jeg har. Hvis en du holdte af bare ignorerede dig, var ligeglad med dig og slet ikke lagde mærke til dig. Hvordan ville du så have det? Jeg tror ikke ligefrem at du ville være glad.

Jeg holdte meget af dig engang, og jeg var rigtig glad for dig, syntes du var sjov og sådan. Det kan jeg bare ikke mere. Lige meget hvor meget jeg prøver, og hvor meget jeg gerne vil, kan jeg bare ikke holde af dig mere. Du har kostet mig for mange tårer, for meget tristhed og for meget vrede. Det er blevet nok nu, jeg kan ikke holde ud til det mere. Jeg gider ikke finde mig i det længere, og hvis du har det bedst med at ignorere mig, og være ligeglad, så må du acceptere at jeg ikke kan holde af dig mere.

Selvom du ikke er død, føler jeg alligevel at det er sådan. Tro ikke at jeg er blevet skør for det er jeg ikke. Jeg kan jo sagtens se dig, og ved også godt at du lever. Jeg føler bare jeg har mistet dig, ligesom når en person dør. For jeg er som en der sørger. Hver gang jeg tænker på dig bliver jeg trist, har lyst til at græde, og ønsker mest af alt at du ville blive dig selv igen. Jeg er blevet lukket ude og ignoreret længe nok. Jeg fatter ikke hvordan du kan være så hjerteløs!

Det gør ondt at skrive det her, og det er svært at lade alle følelserne komme ud, men jeg er nødt til det. Jeg har et liv, som jeg gerne vil leve og jeg ville ønske du ligesom resten af familien kunne være en del af det. Du har bare misbrugt alle de chancer jeg har givet dig. Noget af det her er også min fejl. Jeg vil ikke give dig skylden, men du burde virkelig have set min sorg. Hvis du interesserede dig for mig, ville du have opdaget at alt ikke er som det skal være.

Resten af familien har godt nok heller ikke lagt ret meget mærke til det, men det er bare lidt noget andet. Jeg skjuler det virkelig godt overfor dem. Jeg kan bare ikke smile og være glad, når jeg siger hej til dig, eller en sjælden gang har en samtale med dig. Det burde du lægge mærke til. Trods det at du er familie, er jeg lidt genert overfor dig, for hvis jeg siger noget du synes er åndssvagt lægger du bestemt ikke skjul på det. Og jeg er efterhånden blevet træt af at være holdt for nar. Hver gang dit navn bliver nævnt har jeg bare lyst til at råbe, skrige og tude. Hvorfor skal det være sådan? Jeg er bange for at snakke med dig om det, for hvem siger du skulle lytte til mig? Det har du jo ikke gjort i lang tid. Du kan garanteret ikke se at der er noget galt her. Måske vil du endda mene at jeg overdriver?

Jeg skal ikke benægte, men jeg har de her følelser og der må jo være en grund ellers ville jeg ikke have dem. Du er ikke elsket af mig mere, og jeg er ked af at jeg ikke kan. Jeg kan bare ikke elske en der ikke gengælder det. Trods det at du er familie, kan jeg bare ikke mere nu. Jeg har prøvet så længe at holde familiekærligheden ved lige, men det har gjort for ondt. Jeg ved godt at alt det her kan lyde tosset, og det synes du sikkert også. Men ved du hvad? jeg er fuldstændig ligeglad, for du lytter jo sikkert ikke til det alligevel. Og jeg har vel også lov til at være ligeglad med dig når du er ligeglad med mig?

Man behandler jo folk som man gerne selv vil behandles, og det jeg har prøvet at behandle dig godt i mange år, for jeg vil gerne selv behandles godt. Da der ikke er kommet noget godt ud af det, har jeg vel lov at prøve din taktik med at lukke folk ude af dit liv. Så kan du selv føle hvor ondt det gør! Måske kan det få dig til at tænke lidt over tingene?

Undskyld at jeg er så hård, men jeg har bare fået nok nu. Hvis du vidste alle de ting jeg har gjort pga. dig. Alle de tanker jeg har haft, så tror jeg du ville fortryde noget så grusomt. Jeg har ar fra det her vanvid, og dem vil jeg have resten af mit liv. Ar på kroppen, og ar i mit hjerte, som altid vil minde mig om det her.

 

bv@bornsvilkar.dk