Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i maj
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker

Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Det svære valg
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Det svære valg

Når jeg tænker på dem, får jeg en følelse af noget smukt. Lidt ligesom candyfloss eller som den smukke solnedgang. Ja, det var ganske ubeskriveligt. Men den ubeskrivelige følelse var rar. De var verdens bedste veninder.

- Hvad, vil du med til mit pyjamasparty på fredag?, spurgte Clara.
- Om jeg vil!, kunne jeg kun svare.
Hendes øjne smilede til mig, jeg kunne lige ane hendes smilehuller på hendes bløde kinder. Jeg betragtede hende lidt. Hendes hår havde den fineste gyldenbrune farve, hendes øjne var dybblå. Hun havde en stribet sweater med de smukkeste pangfarver, hendes øreringe glinsede i solen. Hvor var hun smuk. Men det betød intet for mig. For mig var det, det indeni som talte, og jeg vidste, at hendes hjerte var langt smukkere end hendes ydre.

- Hej Anne, hørte jeg Clara sige. Jeg blev revet ud af mine smukke tanker.
- Hallo, jorden kalder Milla, sagde Clara til mig og grinte. - Må vi forstyrre dig i dine smukke tanker?
Ja, hun skulle bare vide hvor smukke mine tanker var. Jeg stirrede på Anne. Hendes knaldrøde hår var ret rodet. Hun havde en sporty cardigan på, hendes jeans var helt grønne, hun havde vist spillet fodbold igen. Jeg syntes, hun var smuk; nej ikke smuk, men skøn.
Anne, Clara og jeg var meget forskellige, men det var det, som var så smukt. Vi elskede hinanden for dem, vi var. Ingen havde nogensinde sat spørgsmål til, at vi var så forskellige, det var vi bare. Vores trekløver havde det hele.

Dagene gik, og det blev fredag. Vi havde som sædvanlig alle tre været inde i byen for at handle ind til pyjamaspartyet. Varm kakao, chokoladeboller, chips, balloner, og hvad der nu ellers hører til. Vi kunne gå i timevis og se på butikker. For et par år siden havde vores forældre opfundet navnet "Taskedamerne". I starten var vi meget glade for navnet, men vi blev hurtigt trætte af det. I stedet opfandt vi navnet "Trekløveret". Vi var jo som vokset ind i hinanden, vi var en lille del af hinanden. Vi var vel det, man kalder hjerteveninder.

Vi fulgtes alle over til Clara. Jeg havde kriller i maven. Jeg kunne mærke, at i dag ville der ske noget helt specielt. Clara åbnede døren til sit værelse.
- Overrasket?, hviskede hun i mit øre.
Om jeg var! Jeg kunne mærke mine kinder blev røde. Jeg ville sige et eller andet tjekket, men det blev bare til at lille - Er du her også? Helt ærligt, 'er du her også'? Kunne jeg virkelig ikke sige noget bedre?.
- Milla er bare lidt overrasket, hjalp Anne mig.
Det var nu dejligt at have rigtige veninder, tænkte jeg. Men at Michael var her, var bare så vildt! Anne og Clara var de eneste som vidste at... at... ja, du ved nok.

Mit humør var på toppen, jeg følte mig fem meter høj! Månen lagde sit skær over himlen. Clara og jeg sad på terrassen og talte stjerner.
- Du Milla, der er noget, jeg gerne vil sige, sagde hun.
- Altid klar til at høre det sidste nye sladder, svarede jeg muntert.
- Nej, det her er nu ikke sladder, det er noget mere spændende, sagde hun alvorligt.
- Ud med det, du må ikke pine mig, grinte jeg.
Hun tog noget op af lommen; en halskæde med et hjerte. Hvor var den flot. Hun hængte den om halsen på mig. 'Bedste veninder', stod der.

Jeg sprang op og fór hende om halsen.
- Hvor er det vidunderligt. Hvor er du dog sød. Åh, det er helt ubeskriveligt, sagde jeg, mens jeg hoppede rundt af glæde.
Hun smilte bare til mig. Jeg smilte igen.

Sådan ville alle andre have opført sig, men det gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke sige noget, mine læber blev tørre. Jeg følte mig tom, det gjorde rigtig ondt. En tåre trillede ned af min kind. Hun måtte ikke se mig græde! Jeg løb i fuld fart mod skoven. Jeg kunne ikke tænke, jeg ville ikke tænke. Mit hjerte bankede i brystet, min hals brændte, jeg havde løbet alt for længe. Jeg faldt. Tankerne hoppede rundt i mit hoved, den samme blev ved med at vende tilbage. Hvem af mine veninder var bedst?

Jeg kunne høre skridt. Det var Anne, som kom. Hun havde ikke set, jeg var trist.
- Er du træt?, spurgte hun.
Jeg havde lyst til at skrige:
- Nej, jeg er ej. Og gå din vej!
Men det gjorde jeg ikke, jeg ville høre, hvad hun var kommet for.
- Jeg har noget til dig, sagde hun og gav mig den smukkeste sten.
Det var et halvt hjerte. 'Bedstevenner evigt', stod der. Jeg havde ikke flere tårer.

- Jeg har det ikke så godt, fik jeg fremstammet.- Gider du ringe til min mor, så er du sød Anne?.
Jeg fik ikke sovet meget den nat. Jeg blev ved med at tænke: 'Hvem er bedst?'. Tanken skar i min hjerne, den borede sig langt ind i mit hjerte. Alle minderne poppede op i mit hoved, de var alle gode, undtagen det minde fra i dag. Jeg krammede min bamse.
- Hvem er bedst?, spurgte jeg den. Den svarede ikke, måske var de lige gode.
- Jeg har det dårligt, jeg tror jeg er syg, fortalte jeg min mor.
- Åh, er min pusling syg, sagde hun fortvivlet. - Så må jeg blive hjemme ved dig. Eller nej, det kan jeg ikke, der er jo møde. Kan du klare dig alene?
Pyha - redet i sidste sekund. Jeg lå i min seng, jeg så ind i væggen. Tårerne trillede ned af mine kinder, det var, som ville det ingen ende tage. Jeg fandt min lille poesibog frem. Den var formet som et hjerte. Uden på havde jeg skrevet 'Anne, Clara og Milla til evig tid'. Jeg åbnede den. Anne og Clara havde sammen skrevet, 'Roser er røde violer er blå, du er mit jordbær, det sødeste man kan få. Vi vil altid være tre, en rose, en viol og et jordbær'. Sådan skulle det altid være!

Nu blev min sorg til vrede. Hvor kunne de? De havde forrådt hinanden, de havde kæmpet om mig! Men hurtigt blev min vrede til en endnu større sorg. De havde forrådt hinanden, de havde brudt deres evige løfte.

Næste dag var det lørdag. Jeg savnede en at snakke med, jeg savnede ikke bare en, men en jeg ville kunne fortælle det hele til. Jeg surfede lidt rundt på nettet, skrev fuldstændig ligegyldige beskeder som 'Hej, hvad laver du? Jeg søger en at snakke med. Hvad så?"' osv.

Men så stødte jeg på en helt speciel pige. Vi skrev længe. Så ringede hun til mig. Vi skulle mødes. Jeg fortalte hende det hele.
- Du skal ikke være bange, sagde hun. - Jeg har prøvet næsten det samme. Da var det bare mig og min veninde, som begge ville være bedste veninder med en anden pige. Jeg lå hjemme i min seng i en hel dag. Jeg græd meget, det var, som ville tårerne aldrig få ende. Jeg huskede gamle minder, og opdagede hvor dumt jeg havde opført mig. Min veninde tilgav mig, vi blev alle tre gode veninder igen, og vores sammenhold blev stærkere, fortalte hun.

Jeg vidste med det samme, hvad jeg måtte gøre. De to dejlige tøser var jo i sandhed mine bedste veninder. Jeg ville altid elske dem, og jeg var ret sikker på at vi nu ville blive en firekløver.


 

 

bv@bornsvilkar.dk