Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i juli
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Kærlighedens sejr
En piges had
Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer

Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Den elektroniske chip
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Den elektroniske chip

Der var engang en lille elektronisk chip. Den var helt ny og lå på en lang hylde på en meget klog professors kontor på landets fineste hospital. Han var en rigtig klog læge, og hans skrivebord var fyldt med papirer. Han var netop ved at læse et af de mest vigtige papirark - det kom skam fra myndighederne. Det var derfor, det var så vigtigt. Papiret var beseglet, og det var trykt med ægte guld i hjørnerne. Derfor tog professoren sine bedste briller på. De var meget dyre, og han brugte dem kun ved særlige lejligheder. Men han tog dem på, rettede på slipset og skjorten, redte sit hår og læste. En meget klog professor med at stykke papir fra myndighederne. Åh ja, det er sandelig en alvorlig sag!


Og den lille chip vidste, hvad det hele drejede sig om. Den følte sig så stolt, fordi den kunne se frem til en glorværdig fremtid. Professoren læste, og chippen var helt stille. Var det dens tur nu? Den ventede på, at et lille barn skulle fødes, så dens mission kunne opfyldes. Var det sådan, det var? Professoren rejste sig, lagde sine dyre briller tilbage på skrivebordet - lige midt på bunken af vigtige papirer, for det var det rigtige sted at lægge dem. Han var også stolt, for han var den læge, der var udpeget til at begynde en ny æra: nu skulle der indsættes elektroniske chips i alle nyfødtes nakke. Det var hans karrieres største øjeblik. Åh, han glædede sig til at fortælle sin kone om det. Hun var en venlig og meget ambitiøs dame, fordi hun havde giftet sig med den kloge professor. Sådan er det jo med professorfruer!

Og den lille chip følte sig så nervøs, at den var klar til at hoppe fra hylden og ned på den kloge professors skrivebord. Det var ganske mærkeligt, at den var så nervøs. Den havde jo intet hjerte og ingen årer, men kun digitale enheder. Men alligevel var den nervøs, og den så professoren nærme sig hylden. Åh, dens digitale sjæl var ved at hoppe ud af kroppen på den.

Og så - nu blev et nyt lille barn født. Alle kunne høre gråden, og alle var ude af sig selv af glæde. Et nyt barn - igen - en ny borger var blevet født. Alle sygeplejersker dansede ned ad gangene på hospitalet, og den kloge professor var også lige ved at danse. Men det var han nu for klog til - han vidste, at hans nye karriere ville begynde i dag, og så danser man ikke. Især ikke, når man er professor! Og den lille chip fyldtes af glæde. Den var også ganske tæt på sin nye karriere. Det var bare så dejligt.

Professoren nærmede sig hylden for at finde den rigtige chip til det nyfødte barn. Den skulle overvåge denne lille dreng i hele hans levetid, og den skulle sende besked til kontoret for nye borgere hver time hver dag. Den lille chip holdt skarpt øje med professoren - og tro mig: han gik hen til hylden og valgte netop vores lille chip, mens han hviskede: "Du skal arbejde for regeringskontoret og for mig, således at kontoret altid ved, hvad denne lille dreng laver, og hvor han er. Jeg er så lykkelig! Endelig bliver min klogskab til virkelighed!" Professoren tog den lille chip og bar den forsigtigt til den stue, hvor den lille dreng netop var blevet født. Og den lille chip blev indsat i nakken på den smukke nye dreng, og vores lille chip kunne føle varmen fra drengens blod. Det var så vidunderligt, og professoren gik lykkelig ud af stuen, mens alle sygeplejersker klappede i hænderne. Professorens klogskab var blevet til virkelighed, og regeringens klogskab fik en ny sejr.

Og månederne gik, mens drengen voksede i sin søvn, og månen sendte sine dejlige stråler igennem vinduet, så de ramte lige netop den lille drengs yndige ansigt. Imens ventede vores chip tålmodigt på, at drengen skulle vokse sig så stor, at han kunne gå rundt, så den kunne rapportere til regeringskontoret. Stakkels lille chip! Den kunne næsten ikke vente. Et år er meget lang tid - selv for digitale chips! Så den faldt i søvn - i flere år. Men den blev vækket af regeringskontoret, da drengen skulle møde i skole for første gang. Nu var det tid til at arbejde og rapportere!

Drengen gik ind i klasseværelset og smilede stolt. Første skoledag er virkeligt noget ganske særligt! Du godeste - kan du huske din første skoledag? Jeg kan, og jeg glemmer den aldrig. Det gør drengen i vor historie heller ikke. Der var en dejlig, smuk pige i hans klasse. Hun havde gult hår og øjne så blå som havet. Og drengen forelskede sig. "Nu skal jeg til at arbejde og rapportere," tænkte den lille chip, og den digitaliserede sig selv til at sende den første besked til regeringskontoret. Det var virkelig hårdt arbejde! Men den havde en sær fornemmelse. Sikke en chip!

Den havde faktisk dårlig samvittighed, fordi den så det yndige smil fra den smukke pige. Sikke et smil! Hun var jo også forelsket! Hun så en smuk dreng med brune øjne og et hår så sort som selveste natten. Hvem kunne ikke forelske sig, når man så et sådant syn? "Har hun også en chip i nakken," spurgte den sig selv. "Bliver hun også rapporteret?" Den kunne virkelig ikke lide det. Det var noget forfærdeligt noget at indgive rapport om sådan noget som uskyldig kærlighed. Stakkels chip! Dårlig samvittighed er en skrækkelig følelse. Det kender du godt, ikke? Hvad ville du gøre, hvis du var en digital chip, der skulle rapportere til regeringskontoret, hvis du var sat ind i nakken på en smuk dreng af den klogeste professor i landet? Hvad ville du have gjort?

Dag efter dag så den elektroniske chip den uskyldsrene kærlighed vokse imellem de to børn. Og skønheden voksede sig større end klogskaben og logikken. Var kærlighed ikke noget stort i forhold til logik? Var logikken ikke i vejen for en drengs og piges kærlighed? Jo, den tænkte sandelig store tanker, den lille chip! Men der skulle tages en beslutning. Og det er ikke så let, som man skulle tro. Men den lille chip gjorde det.

Næste morgen kikkede den ind i drengens smukke drømme med sværme af gulhårede piger, sommerfugle med gule vinger, og den nye dags gule solskin spejlede sig i pigens hår - åh, vil du tro det: den hoppede ud af nakken på drengen lige midt i indgangen til skolen. Og tænk, en anden chip hoppede ud af pigens nakke. Begge børn tog sig om nakken og råbte: "Hvad skete der?" De hørte begge en underlig metallisk lyd på trappen op til klasseværelset. Og tænk: drengen tog pigens hånd, og de gik ind i klassen sammen, mens alle kammeraterne klappede i hænderne.

 

bv@bornsvilkar.dk