Børns Vilkår

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpEmner og gode rådGæt og vind
BørneTelefonenBørneChattenBørneBrevkassenBørneLinketSpejletSitemap
Film, bøger og musik
Vinder i juli
Skriv en historie og vind en bog
Jeres historier
Kærlighedens sejr
En piges had

Bag facaden
Spejlet
Flagstangen
Drømmene
I starten af mit liv
Set fra et par skos side
Rygtet
Svigtet
Livet går videre
Tårer og had
Ud af faste rammer
Den elektroniske chip
Flugten fra far
Min skat, nu kommer jeg
At være barn af en alkoholiker
Det svære valg
En tung byrde
Mors nye kæreste
Skilsmissen
Usynlige mig
Boganmeldelser
 
For børn og unge > Film, bøger og musik > Jeres historier > Bag facaden
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Bag facaden

Hun er ikke ret høj, ikke tynd, heller ikke tyk, men lige tilpas. Hendes stil er meget normal, men hun sørger ofte for og have lange trøjer på. Hun har lyst hår, det går hende lige til skuldrene. Grøn blå øjne, den farve har begge hendes forældres øjne også, hun hader den farve. Der er noget over hendes øjne, den måde hun kan smile med dem, den måde hun kan se så tom ud, i få øjeblikke, det er nogle specielle øjne. Hun kan få alt, næsten da. Hun øver sig tit på og smile. Det falder hende ikke naturligt og smile, men alligevel er det en svaghed for hende ikke at smile.

Hun er kendt som den glade pige, hende de fleste kan lide, høflig, glad og charmerende. Men når hun kommer hjem, og hun har anstrengt sig en hel dag, for og leve op til den folk tror hun er, så er det noget andet og det er derfor alle konflikterne med forældrene kommer. De forstår ikke hvorfor hun er sur, og hvorfor hun ikke bare kan smile og snakke pænt. Hun vil tit gerne bare hjemmefra, det bliver for meget, hun kan ikke leve op til det forældrene forventer af hende, hun prøver, det gør hun virkelig, men hun kan ikke. Alle forventer noget af hende.

I skolen har hun altid været en af de bedste, hun har altid haft meget nemt ved alt. Men nu, nu er det ved og blive for meget, hun kan ikke tillade sig og lave fejl! Hun er jo god? Hun vil ikke skuffe nogen, men det er så svært! Hendes forældes skuffede blikke og lærernes, når hun ikke har fået en god karakter, det kan hun ikke bære.

Hvorfor skal alle forvente så meget af hende? De kan da være ligeglade, det er ikke deres liv. Hvis hun dør, så er det jo alligevel til ingen nytte. Og det er det hun allerhelst vil, dø. Indeni hende, er det vokset. Den lille bitte klump af indvendig smerte er vokset, nu er hele kroppen fyldt ud, fyldt ud af smerte og problemer.

Derfor bliver hun sommetider nød til det, nød til og hente kniven. Det føles så dejligt når hun skærer, hun kan bare ikke lade være. De indvendige smerter flyder ud og bliver glemt et lille øjeblik. Et lille øjeblik hvor hun bliver fuldstændig betaget af blodet. Hun tænker ikke på problemerne, men kun på smerten, den dejlige smerte, men øjeblikket er hurtigt over. Det første sår var hun stolt af, det andet sår var hun ked af og det tredje sår var hun afhængig af. Omringet af mennesker der siger man skal sige sine problemer til andre, at man ikke må gå med dem inde i sig selv.

Men alligevel, er der ingen der spørger hvordan hun har det. Selv når hendes glade facade, den udvendige maske knækker et øjeblik, og hendes øjne for det mest udtryksløse udtryk, vender de ryggen til. Selv dér, spørger de ikke engang hvordan, hun har det, om der måske var noget hun vil snakke om. Ingen spørger til de lange sår og ar op af hendes arm. De har nok i deres egne problemer, men hun forstår dem jo godt. Hvorfor bekymrer sig om hende? Nej vel..

Hendes smil, er hendes redning. Hun er glad for sin maske, for sin facade. Glad eller nærmere lykkelig, så lykkelig hun kan blive, for at den er så god til at dække hendes indre. Ingen ser hendes tanker, ingen ser at hun græder hele tiden, græder indeni. Nej, folk ser kun hendes ydrer, hendes falske smil, som alligevel ser så ægte ud. Alle ser en glad pige, men de skulle bare vide.

Hun ønsker at hun var lykkelig, hvis hun bare lod være og tænke så meget. Men det kan hun ikke! Hun kan sidde i flere timer, ja flere dage bare og tænke og tænke.. Tænke på hvordan det mon var hvis hun var død, hvis hun aldrig var født. Tænker på, på dengang hun var lille. Da hun ingen bekymringer havde, dengang det var okay og elske sine forældre. Dengang man kunne sige lige hvad man ville og undskyldningen var at man var lille. Dengang man ikke forstod noget. Dengang alt var nemt.

Nu, nu er alt en evig magt kamp, hvem er venner med hvem og hvem er venner med de populære og det handler om og kritisere alle andre og få det til og se ud som om man selv har ret. Det gælder om og ha' så mange så muligt på 'sin' side. Hun orker det ikke mere, hun har meldt sig ud af magt kampen for længe siden. Hun er ikke stærk nok, hun går hvis tingene bliver for meget for hende. Hun kan ikke åbne sig for folk, hun kan ikke fortælle sine følelser til nogen. Hendes venner dropper hende ligeså stille men hun er ligeglad, for inderst inde har hun været alene i så forfærdeligt lang tid.

 

bv@bornsvilkar.dk