Børns Vilkårs logo

SøgSøg på sitet
Børns VilkårFor børn og ungeFor forældreRådgivning og hjælpFilm, bøger og musikGæt og vind
BørneTelefonenSitemapBørneChattenBørneBrevkassen
Emner og gode råd
Mobil og internet
Ung mellem kulturer
10 gode råd om brug af internettet.
Alkohol og forældre
BørneTelefonen
Sorg
Familievold og kærestevold
Forelskelse
Elsker - elsker ikke
Hvordan f... får man en kæreste?
Jaloux på din bedste venindes kæreste
Knuste hjerter
Ulykkelig kærlighed

HISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV
Forelsket!!!
Et svært spørgsmål
Mobning
Seksualitet
Seksuelle overgreb
Skilsmisse
Spiseforstyrrelser
 
For børn og unge > Emner og gode råd > Forelskelse > HISTORIER FRA DET VIRKELIGE LIV > Et svært spørgsmål
Udskriftsvenlig sideTip en ven
 

Et svært spørgsmål

Sebastian stirrede ud af vinduet med de hæslige orange gardiner. Han var langt væk fra de engelske forholdsord, som læreren stod og skrev op på tavlen. I tankerne var han tilbage ved klassefesten aftenen før, hvor han havde bestemt sig for, at han ville spørge Louise, om de skulle komme sammen.

Louise sad faktisk lige nu i den anden ende af klasseværelset, og han skulle anstrenge sig for ikke at kigge hen på hende. Det var allerede påfaldende så mange gange, han vendte sig om i løbet af hver time, og han havde ikke lyst til, at de andre skulle opdage, hvordan han havde det med den ny pige i klassen. - Især ikke efter det, der var sket i aftes.

Han gav alligevel sig selv lov til at tage et hurtigt kig på hende, mens han lod, som om han skulle have noget i sin taske. Hun sad med hovedet bøjet, så man ikke kunne se det smalle ansigt med de lidt skæve øjne for den store manke af kulsort, blankt hår. Louise kom vist nok fra Vietnam eller Korea.

Hun var adopteret, for hendes forældre var pæredanske, kunne han se, da de var med til klassearrangementet i sidste uge. Louise begyndte i klassen for et par måneder siden, hendes familie var lige flyttet til byen.

Det der med at blive kærester med en fra klassen plejede ellers at køre helt af sig selv. Det var som regel sådan, at alle gik rundt og holdt øje med, hvem der kunne lide hvem. Så lod man, som om det ikke passede, men man spillede lidt med – og så var der altid en eller anden pige, der tilbød at gå hen og spørge fra én. Men sådan skulle det ikke være denne her gang. Louise var noget helt særligt, syntes Sebastian.

Sebastian var egentlig kold over for, om de andre begyndte at drille. Men det betød virkelig noget for ham, om Louise var interesseret. Det var noget helt andet end med de piger, han havde kendt siden 0. klasse. På en eller anden måde var man mest kærester for sjov med de piger, man altid havde kendt. Det var noget andet med Louise. Han var herre nervøs for, om hun bare ville kigge hånligt på ham og sige nej tak, når han spurgte hende.

Så da Anton fik lokket ham til at drikke breezere før festen, var det mest, fordi han var så nervøs. Anton kom forbi og spurgte, om de skulle følges, og da de stod ude på vejen, viste han Sebastian, hvad han havde i sin skuldertaske: Bacardi Breezers. Anton havde det altid med at skulle spille sej, og normalt ville Sebastian bare grine af ham.

Det var totalt forbudt at drikke til klassefester. Men i aftes var helt anderledes. Det føltes, som om alt stod på spil. Han havde varmet op til at få spurgt Louise i ugevis nu, og hans mave kørte rundt som rutchebanen i Tivoli. Han skyllede en breezer ned på vejen. Og drak halvdelen af Antons, da de stod uden for det hus, hvor festen blev holdt. Først føltes det skidegodt.

Anton og han fik et grineflip, da de kom ind i huset, og han følte, han havde styr på situationen. Han satte sig ned ved det bord, hvor de fleste af pigerne sad. Men pludselig begyndte rummet at køre rundt. Han tog et hårdt tag i bordkanten for at få væggene til at stå stille, men det hjalp ikke.

Miriam kiggede på ham: ”Hvad er der galt med dig Sebastian. Du ser vildt mærkelig ud”. Sebastian svarede ikke. Han rejste sig op og slingrede ud i haven. Han var bange for at komme til at brække sig på gulvet. Det havde været alt, alt for meget med de breezers på tom mave.

Anton kom ud og spurgte, om han skulle ringe efter nogen. Men Sebastian overbeviste ham om, at han bare ville gå stille og roligt hjem. Han bad Anton om, han ikke nok ville sige, at han var blevet syg – sig at jeg var dårlig allerede i skolen, gider du, sagde han til Anton. Hjemme gik han direkte op i seng. Han var heldigvis alene hjemme, så ingen opdagede noget.

Da han vågnede her til morgen, havde han ondt i hovedet og kvalme. Men han slæbte sig af sted i skole og ignorerede alle de sjove bemærkninger, han fik på vej ind i klassen. Nu engelsktimen var ved at være forbi, overvejede han, om han alligevel ikke skulle sige, at han stadig var syg – og så gå hjem i seng.

Da det ringede ud, skulle han derfor lige til at pakke sin taske sammen. Så opdagede han, at Louise stillede sig ved siden af hans bord. ”Er du rask igen? Det var ærgerligt, du ikke var med til festen.”, sagde hun med sin sjove, lidt hæse stemme. ”Synes du,” sagde han overrasket. Der blev en kort pause, hvor ingen af dem sagde noget. Sebastian kunne mærke, han blev rød i ansigtet. Hun havde bare sagt det for at være flink. Det var sgu´ da ikke, fordi hun ærgrede sig specielt over, at han var gået hjem fra festen, nåede han at tænke. Så tog han sig sammen.

”Du Louise. Jeg tænkte på. Vil du … har du lyst til at gå med i biografen en aften?” Louise kiggede på ham. Han kunne ikke tolke, hvad hendes ansigtsudtryk betød. ”Det vil jeg gerne. Fredag?” svarede hun.

Sebastian nikkede bare og nåede slet ikke at svare, før hun drejede sig rundt og gik ud på gangen. Han havde glemt alt om at pakke sine ting sammen og gå hjem. Han sad bare og kiggede ud i luften med et småfjoget grin. Hvordan skulle han få tiden til at gå til fredag? 

 

bv@bornsvilkar.dk